Verdensmusik skal afskaffes

“Verdensmusik” er en ghetto med meget begrænsede muligheder for udrejsetilladelse. Læs Ralf Christensens kronik om verdensmusik som trademark.  

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Også i musikbranchen. Således skete det mandag den 29. juni 1987 at musik fra alt andet end den vestlige verden blev døbt ”world music”, altså ”verdensmusik”.

Intentionerne virker ellers gode nok: Ambitionen var at finde en betegnelse, som kunne bruges til at markedsføre ikke-vestlig musik. At sprede det glade budskab så at sige. Men budskabet endte med at være knap så heldigt, nemlig at musik fra alt andet end den vestlige verden er én stor pærevælling af eksotisk musik, som vi kan bevæge os rundt i som musikalske charterturister. En helt igennem enorm musikarv blev presset ind i ét fælles reservat.

Inspirationen til mødet var Paul Simons galoperende succes med Graceland året før, i 1986. En amerikansk musiker mixer egne fremragende sange med musik og musikere fra især Sydafrika. Og vupti er der afrikansk musik på hitlisternes tinder og til Grammy-uddelingen. Den gyldne port ind til mainstream stod pludselig på klem. Og den skulle slås på vid gab, koste hvad det ville.

Pladeselskaber og andre interessenter mødtes således denne sommerdag for at overstige en række forhindringer – såsom manglende interesse, vilje og viden. De involverede kendte alle til den generelle modvilje hos pladeforretninger overfor at give plads til musik fra fremmede kulturer. Og alle var rendt ind i en mur af manglende ekspertise ude ved butiksdiskene.

De havde aldrig formået for alvor at sælge deres musik fra syd for Gibraltar- og øst for Bosporus-stræderne. Og nord for Polarcirkelen. Og nå ja, fra Sydamerika… Og… ja… altså… det er jo ikke svært at forstå hvorfor det kunne virke som en god idé at forsøge at skabe en fælles varedeklaration. Verden var et stort sted (større end i dag). Uvidenheden var måske endnu større. Og et enkelt budskab sælger bare bedre.

Der havde tidligere været tilløb til en form for markedsføring – og fejring – af alverdens musik. Der var den franske World Music Day, Fête de la Musique, som fandt sted første gang i 1982 i Paris. Og der var Peter Gabriels WOMAD, World of Music, Arts and Dance, som blev affyret for første gang samme år i Storbritannien. Det var festivaler der betonede at world music var musik fra HELE verden. Uden at mainstream overhovedet lod sig interessere.

Fremmede kulturer var igennem stort set hele det 20. århundrede noget man besøgte på udstillinger, museer og senere charterferier. Ja, Verdensudstillingerne har præsenteret musik fra fjerne egne i over et århundrede. En efterhånden legendarisk oplevelse havde den franske komponist Claude Debussys med dansedramaer fra Japan, Cambodja, Vietnam og Java på Verdensudstillingen i Paris 1889. Han blev betaget af især den vietnamesiske musiks enkelhed og emotionelle kraft. Og han sammenlignede senere javanesisk musik med den italienske renæssance-komponist Giovanni Pierluigi da Palestrina.

Termen verdensmusik kom faktisk også tidligt på tryk, tilbage i 1906, vel at mærke i tysk udgave. Det var den tyske teoretiker og komponist Georg Capellen, der gav os ordet ”Weltmusik”, som rummede hans vision om foreningen af musik fra Occidenten og Orienten, altså groft sagt fra Europa/Amerika og Mellemøsten/Asien. Interkulturel interaktion.

Noget som den tyske avantgardemester Karlheinz Stockhausen var helt med på, da han i 1966 præsenterede værket Telemusik, skabt på den japanske statsradiofoni NHK i Tokyo.I sine noter til værket fortæller Stockhausen om realiseringen af sin drøm om ikke at skrive sin egen musik, men hele klodens musik, alle landes, alle racers. Og således blandede han musik fra Japan, Bali, Sydsahara, Spanien, Ungarn, Amazonas, Vietnam etc.

I senere Telemusik-noter – fra 1969 – fortæller han at værket opnår ”en højere enhed: En universalitet af nutid, fortid og fremtid, af lande og ”rum”, der ligger fjernt fra hinanden.” Den globale landsby var på dette tidspunkt blevet introduceret af Marshall McLuhan, og Stockhausen havde helt sikkert lyttet – og formentlig efter sin egen mening realiseret den i Telemusik.

Weltmusiks engelsksprogede pendant dukkede op noget senere. Den første brug af ordet ”world music” tilskrives amerikanske Robert E. Brown. Han tog sin doktorgrad i musiketnologi fra UCLA efter at have studeret trommespil i Sydindien, og i 1961 begyndte han at undervise på Wesleyan University, hvor det siges at han for først gang brugte ordet ”world music” i forsøget på at beskrive en ny musiklinje, der skulle adskille sig fra musiketnologien ved også at indeholde praktik.

Robert E. Brown fulgte sin egen universitetslærer Mantle Hoods ide om såkaldt ”bi-musicality”. Han mente at musiketnologi var et ”studie af musik hvor som helst og når som helst” og krævede af sine elever at de ikke kun studerede og kunne spille musik fra deres egen kultur, men også studerede og spillede musik fra en fremmed kultur. Altså at de var tosproglige i musikalsk forstand.

Robert E. Brown videreførte sin læremesters credo, da han i 1973 grundlagde Center for World Music i Berkeley, Californien (fra 1979 i San Diego). Et center som han selv har beskrevet som en utopi, og som i sin storhedstid i midt-70’erne havde 45 artists in residence, mange fra Sydindien, Indonesien, Japan og senere fra Afrika samt en enkelt fra en amerikansk indianerstamme. Siden fulgte dansere og også en skyggespildukkefører.

Brown kaldte det et mikrokosmos, der rummede hans forestilling om verdensmusik: ”Den grundlæggende ide er at anskue musik afledt af mange forskellige kulturer, fra et udsigtspunkt hinsides kultur – med hele verden som beholderen og den hele menneskehed som anstifteren ansvarlig for fænomenet musik”, sagde han fremme i 1991 ved en paneldebat i Chicago.

For Brown betød world music altså hele verdens musik i en stadig dialog og diskussion. Og derfor var den vestlige musik selvfølgelig også repræsenteret på Center for World Music, men i en lille skala, der svarede til dens betydning i det store billede, når man så på jordkloden ude fra. ”Kort sammenfattet så forudser world musics koncept en fremtidens verdenskultur, hvor al musik – gennem stærkt accelereret kommunikationsteknologi – kan siges at tilhøre alle folk”, sagde han også i 1991.

Dette indlæg blev posted i Kronikken og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *