Mød Fatoumata Diawara

Almonde.dk har snakket med Malis nye unge stjerne

På trods af blot at have udgivet sit debutalbum Fatou så sent som i september har den 29-årige malisiske sangerinde Fatoumata Diawara allerede opnået markant international succes og ser ud til at kunne blive det næste store navn fra Mali på verdensmusikscenen.

Lørdag d. 11. februar bragte hendes igangværende turné hende til Danmark. I den anledning mødte Almonde hende, godt pakket ind i hue og halstørklæde for at skåne stemmen inden koncerten, til en snak om kvindelige forbilleder og hvordan Fatoumata Diawara nærmest ved et tilfælde begyndte at tage sin musik seriøst.

Modsat hvad man kunne forvente, har Diawara ikke sin baggrund i musikken, men derimod i skuespillet og var i sin ungdom en særdeles populær skuespiller i hele Vestafrika for roller i film som Cheick Omar Sissokos La Genèse (1999) og Dani Kouyaté’s Sia, The Dream of Python (2001). Stærkt imod familiens ønske, der med alle midler forsøgte at få hende til at droppe skuespillet og i stedet gifte sig og stifte familie, tog Diawara i 2002 imod et tilbud om at flytte til Paris og blive en del af den franske teatertrup Royal de Luxe. Familiens modstand mod dette var endda så stærk, at de forsøgte at få hende arresteret inden flyafgangen fra Bamako. Det lykkedes dog ikke og Diawara nåede sikkert frem til Paris, hvor hun har boet siden hen. Diawara opnåede hurtigt stor succes med Royal de Luxe og turnerede verden rundt med truppen. Musikken forblev derimod en sideløbende passion, som hun udelukkende praktiserede alene:

– “Når jeg var alene, sang jeg altid for mig selv for at slappe af og for at opmuntre mig selv. Men en dag hørte instruktøren (af Royal de Luxe, red.) mig synge og blev så begejstret, at han insisterede på at jeg skulle synge som en del af forestillingen. I starten var jeg modvillig, da min sang for mig var en meget personlig ting, men han blev ved med at insistere og til sidst medgav jeg og herefter begyndte jeg langsomt at opbygge min selvtillid som sanger.”

Udover at synge på scenen med Royal de Luxe, begyndte Diawara også at optræde i parisiske cafeer og klubber. Her blev hun opdaget af den populære malisiske producer Cheikh Tidiane Seck. Han inviterede hende med til Mali for at arbejde som korsanger på to af sine igangværende projekter; den amerikanske jazzsangerinde Dee Dee Bridgewaters Mali-album Red Earth fra 2007 og albummet Seya fra 2009 med et af Diawaras åbenlyse forbilleder Oumou Sangaré. Derudover kom hun også med på begge sangerinders verdensomspændende turneer som både korsanger og danser. Da Diawara vendte tilbage til Paris, var det således ikke musikalsk erfaring hun manglede, derimod var udfordringen ifølge hende nu at finde musikere, der kunne hjælpe hende realisere hendes egne sange:

– “Det svære var som kvinde at finde et band, der var klar til at acceptere mine ideer og visioner et hundrede procent. Det gælder ikke kun kvinder i Mali, det er svært overalt. Hvis du har en bror, mand eller onkel der kan hjælpe dig finde musikere, og folk der tror på dit projekt, er det nemmere. Jeg var alene med alt indtil nu, og det var en udfordring. Derfor lærte jeg at spille guitar, så jeg kunne være selvstændig. For at jeg kunne være klar til at synge og gå på scenen når som helst, blev jeg nødt til at lære et instrument. Da jeg så hvor lang tid det tog at finde musikere, der kunne hjælpe mig på scenen og jeg hver gang blev nødt til at sige “kan du gøre det og det for mig?” Det tog evigheder at få noget stablet på benene og jeg tænkte “Nej, det fungerer ikke” og derfor lærte jeg at spille guitar. Jeg lærte mere eller mindre at spille mens jeg optrådte på scenen og jeg er stadig i gang med at lære.”

Debut albummet Fatou bærer også præg af at være et stærkt personligt projekt for Diawara, hvor alle sange er skrevet og arrangeret af hende selv:

– “Albummet reflekterer over mine egne erfaringer, min erfaring som kvinde, de erfaringer jeg fik da jeg var yngre. Blandt andet synger jeg om den tradition vi har i Afrika for omskæring af piger (på nummeret Boloko, red.). Og om forholdene for kvinder i Mali og Afrika generelt. En anden sang handler om hvordan mange afrikanske børn bliver bortadopteret fra de er helt små og aldrig lærer deres forældre at kende (nummeret Sowa, red.). Du ved, pladen handler om livet.

Diawara er enig i, at det selvfølgelig påvirker hendes tilgang til disse emner, at hun nu er bosat i Paris, men fremhæver på den anden side, at hun ofte rejser tilbage til Mali, hvor den popularitet hun stadig nyder dér for sine filmroller samtidig har gjort det nemmere at få folks opmærksomhed:

–  “Jeg er virkelig populær i Mali, og i hele Vestafrika for de film, jeg lavede da jeg var yngre, og derfor ved folk hvem jeg er. Det har givet mig muligheden for at få mine budskaber hørt og herigennem forsøge at være med til at ændre min generations mentalitet. Generelt er min musik blevet virkelig godt modtaget i Mali, folk synes om min stemme og mine sange, og derudover også om de budskaber jeg forsøger at formidle gennem mine tekster.” 

Mit mål er at dele mine melodier og mine sange og sprede den kærlighed, jeg selv føler når jeg synger

Diawaras musikalske baggrund kan ledes tilbage til den maliske Wassoulou musiktradition  gjort berømt af sangerinder som Sali Sidibe, Dieneba Diakité og ikke mindst Oumou Sangaré. Sangen Makoun Oumou er således Diawaras hyldest til Sangaré og den rolle hun har haft som forbillede for kvinder i Mali og hele Afrika. På trods af at sangteksterne spiller en vigtig rolle for Diawara, ser hun det dog ikke som noget problem, at størstedelen af de publikummer hun spiller for rundt om i Europa ikke forstår hendes tekster:

–  “Jeg har aldrig forestillet mig at min musik skulle handle primært om teksternes budskab, jeg ønsker ikke at virke tung og belærende overfor folk. Mit mål er at dele mine melodier og mine sange og sprede den kærlighed, jeg selv føler når jeg synger.”

Derudover lægger hun også stor vægt på ikke blot at reproducere de malisiske musiktraditioner, men også at være med til at føre dem i nye retninger. I den forbindelse har det musikalske miljø i Paris også spillet en afgørende rolle:

–  “Jeg har ikke nogen traditionelle malisiske instrumenter i mit band, men derimod en mere universel instrumental konstellation: bas, trommer, guitarer – der er ingen ngoni eller traditionelle malisiske perkussion instrumenter (selvom de dog optræder i enkelte sange på hendes plade, red.). Det er det anderledes mix som er kommet ud af at jeg bor i Paris og er fra Mali. Jeg prøver at favne begge verdener, min stemme er mit traditionelle instrument, som jeg blander med andre genrer og andre typer instrumenter. Det er også mit mål, at finde en ny lyd for malisisk musik.”

At dømme efter den store popularitet hendes debutalbum har opnået, hvilket blandt andet indbefatter en førsteplads på World Music Charts Europe og mange rosende anmeldelser, virker det som om, Diawara er godt i gang med at fuldføre denne ambition. Det bliver spændende at se hvad hun kan føre det til i fremtiden.

Se Jacob Crawfurds fotos af koncerten i København HER

__

Øvrige kilder: World Circuits hjemmeside www.worldcircuit.co.uk – her ligger desuden også både engelske og franske oversættelser af alle sangteksterne fra debutalbummet ”Fatou”.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *