Sufi

Den direkte connection til det guddommelige… Læs Torben Holleufers personlige kronik om noget af det mest sagnomspundne musik i verden.

Sufismen er den mystiske del af islam. Fra de hvirvelende derwisher og pakistanske Nusrat Fateh Ali Khan til de berømte lila’er i medinaen i Marrakech og raves i en moderne vestlig virkelighed. Altid farlig og på kant.

Jeg er Sandheden – Ana Al-Haq!! Mystikeren Mansour Al-Hallaj ytrede disse ord i Persien tilbage i året 911 og den regerende kalif var ikke sen til at få ham først fængslet og siden efter 11 år også henrettet. Al-Hallaj var sufi, de fleste er overbevist om, at dette hentyder til en bærer af en simpel hvid klædedragt lavet af fåreuld (på arabisk: suf).

Kaliffen var i sin gode ret, for Al-Hallaj havde i den grad udfordret den lige vej. Samt leget med selve fundatsen i trosbekendelsen, der siger, at der kun er en Gud, og han hedder altså ikke Mansour Al-Hallaj.

To sufier fra Aissawa-broderskabet i aktion til en moussem (religiøs sufivalfart). I kassen til højre opbevarer mesteren adskillige cobraslanger, som er en del af hans arbejde. Foto: Torben Holleufer

Udtrykket Al Haq er et af de hellige 99 navne for Allah, og for Al-Hallaj der bedre end de fleste vidste det, var der kort proces. Han var hele sit liv et eksempel på den perfekte muslimske asket. Havde levet efter alle foreskrifter og selvfølgelig foretaget pilgrimsrejsen til Mekka. Men han havde også med sit udtryk og lære sat fokus på den enkeltes ret og mulighed for at blive et med den guddommelige magt. Han opfattede sig helt sikkert ikke i modsætning til sin tro. Men som sufi søgte han via handling ind i kernen af tilbedelsen af sin gud. Hvorfor bare stå og betragte havet, når man kan springe i og føle det?

Al-Hallaj var ingen ballademager. Der er i Vesten en udbredt opfattelse af sufisme som værende en verdslig form for islam. Den amerikanske regering under George Bush har i årevis kørt efter en doktrin, hvor de opfattede sufierne som ”islam light”. Her har de sponsoreret musikfestivaler i den arabiske verden. Måske har de set på den tyrkiske mystiker Rumis digte om at drikke vin og tænkt, at her var der fri bane for en vestlig tilgang.

I Vesten har vi aldrig været så gode til at forstå vendinger med dobbelt betydning. Og den arabiske verden fatter vores magthavere tilsyneladende slet ikke.

Den direkte vej

Når sufier ses som farlige i en traditionel muslimsk opfattelse, er det fordi islam er den direkte vej. Du finder det i trosbekendelsen. Her står der ”at der er en gud, Allah, og Muhammed er hans profet”. Desuden ligger det implicit i den direkte vej, at enhver ting, der forstyrrer den direkte vej er forkert. Det er haram. Som den danske konvertit Aminah Tønnsen Echammari har skrevet det: ” Koranen beskriver en direkte og personlig vej til Gud, der hverken forstyrres af helgener, præster, komplicerede ceremonier eller fornuftsstridige dogmer”.

En muslim skal følge de fem søjler: efterleve trosbekendelsen, bede fem gange om dagen, give almisser, faste en måned om året, nemlig under Ramadanmåneden, samt – hvis muligt – rejse til Mekka på pilgrimsrejse. De ting der forstyrrer ses altså traditionelt som uvedkommende. Det kan være at tage stoffer eller drikke alkohol. Og det kan være at give sig hen i ritualer, der bringer dig i trance.

Lad os tage Afghanistans taliban-bevægelse som et eksempel på en ekstrem konservativ opfattelse af islam. Her er musik forbudt. Musik giver adspredelse. Får dig til at drømme. Til at give dig hen. Og følgelig forstyrres din opmærksomhed på Allah og den direkte vej. En vej der taler om at efterleve reglerne og så få belønningen efter døden. Om at ende i paradiset frem for at riste i helvede.

Jeg har haft samtaler med sufimusikere fra Iran, som kunne fortælle, at der skam var undtagelser. Spillede de musik ledsaget af vers af de gamle sufipoeter, var der fri bane. Chantede de ord fra koranen eller Hadith, som er den anden vigtige bog indenfor islam, var der fri bane til lange musikalske udladninger. Men den var ikke gået i Afghanistan. Her tog man under Taliban den direkte vej helt bogstaveligt.

Der er gode argumenter for begge veje. I min verden er talibanernes holdning udtryk for stor konsekvens. Men jeg fornemmer også, at når Al-Hallaj snakker om at være Sandheden, kan det skyldes en viden om, at det guddommelige findes her og nu. At du ved hjælp af teknikker kan opnå ekstase, der bringer paradis her og nu. Det er så min sandhed. Men det skal også understreges, at sufi ikke er en ting. Rigtigt mange sufiskoler bruger overhovedet ikke musik. For dem er det talte ord fra koranen og hadith nok. Eller total stilhed og indre bøn. Vi vil dog i denne artikel i den grad tale om sufier, der bruger musik som vej til den dybe ekstase. Fra Marokkos 12 mystiske broderskaber vil vi rejse over hele den arabiske verden til dd pakistanske qawalisangere, som med legendariske Nusrat Fateh Ali Khan (1948-1997) i den grad fik bragt fokus på, at sufisang kan er et grænseløst fænomen, når bare talentet er til stede parret med den helt utrolige stemme.

Dette indlæg blev posted i Kronikken og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *