Sydamerika med strøm på

Den sydamerikanske klubmusik er brandvarm. Følg Niels Fez Pedersen fra rural Colombia til alverdens klubber.

Cumbia er blevet den puls, der får Argentina til at hænge sammen med Mexico og gør globale dansegulve svedige. Niels Fez Pedersen følger de traditionelle colombianske rytmers moderne forgreninger og finder digitale mutationer af cumbia overalt – fra 3Ball til hitlistepop og moombahton.

De tider er for længst ovre, da latinamerikansk musik var noget med en sprød guitar eller et par claves, der blev slået mod hinanden.

Den slags findes selvfølgelig endnu, men i nyere tid er Caribien, Mellem-og Sydamerika eksploderet i et boom af elektronisk musik, og godt hjulpet af internettet spredes selv den særeste lokale genre med lynets hast. Det er sket for reggaeton fra Puerto Rico, for Argentinas tango nuevo, baile funk og tecno brega i Brasilien, og selv fjollede regionale påfund som mexicansk 3ball har spredt sig til ikke bare resten af Latinamerika, men finder fans i USA, Europa og Asien.

Senest er moombathon eksploderet med en tydelig latinamerikansk feeling, selv om genren er opfundet i Amerika og har været global siden undfangelsen.

Det sjove er, at disse friske knopskud godt nok gnistrer af moderne digital energi, men det er stadig de traditionelle rytmer, der danner grundlaget for de fortsatte mutationer. Det er cumbia, tango, samba, reggae eller mariachi, man bliver ved med at vende tilbage til, og dermed knytter de nye genrer bånd til en lang musikhistorie.

Cumbia i skyggen af vold

Intet sted er mødet mellem tradition og nutid så markant som i Colombia, og det er ikke kun de lokale, der henter inspiration og rytmer i cumbia – landets traditionsrige folkemusik. Cumbia har udviklet sig fra at være et lokalt, lidt støvet fænomen til at blive en vigtig byggeklods for musikere i hele regionen, og man hører spor af det gyngede groove og de livlige harmonikaer fra Mexico til Argentina.

Hvis man for 20-30 år siden, havde påstået, at Colombia en dag ville blive et af de vigtigste musikproducerende lande i verden, var man blevet mødt med en hånlatter.

Nationen dukkede kun op i nyhederne i forbindelse med skydegale narkokarteller og den hårdtslående frihedsbevægelse FARC, som hver især havde overtaget kontrollen med dele af landet. Jo, der var da musik i Colombia, men det var de færreste uden for Bogotá, Cali og Medellín, som havde haft lejlighed til at høre cumbia eller andre lokale musikalske delikatesser som porro.

Hvis man ser bort fra nobelprismodtageren Gabriel García Márquez’ romaner, var (og er) Colombias største eksportvare kokain, og ”the Colombian marching powder” har trukket et spor af død efter sig. 35.000 mennesker blev slået ihjel i kokainkrigen i 1990’erne, og det anslås, at op mod en tredjedel af landets befolkning på en eller anden måde er påvirket af borger-eller narkokrig.

Midt i al denne brutalitet har der faktisk været liv og musik. Cumbia voksede sig stor og stærk i skyggen af uhyrlighederne, og genren har udviklet sig til at være en favorit på scener og dansegulve i en sådan grad, at det i dag er det svært at forestille sig sydamerikansk klubmusik uden cumbia.

Det ved de i Buenos Aires, Baltimore og London, og vi ved det i Danmark, fordi vi til bl.a. WOMEX og Roskilde Festival har haft fornøjelse af at møde spændstige kunstnere som hvirvelvinden fra Bogotá, Bomba Estéreo, det rullende afro-colombianske groove hos Systema Solar og de rappende og syngende Choc Quib Town, som har cumbia som en naturlig del af et hiphopbeat.

Det er ikke kun i specialmagasiner og på globalt orienterede dansegulve, at de colombianske rytmer lever. Hitlisten har fået et skud cumbia via popstjernernen Shakira og sange som ”Rabiosa”. Hendes mandlige kollega Juanes har rocket selv dansk radio med ”La Camisa Negra”, der er et naturligt møde mellem moderne pop og klassisk cumbia.

Shakira og Juanes har i nyere tid haft en positiv effekt på Colombias image og været med til at vaske blodpletterne væk efter narkobaroner som Pablo Escobar.

En lang historie

Cumbia føres i dag i mange varianter. Der er hidsige digitale blandingsprodukter, landlige dialekter, rockvariationer, og på langs af Sydamerika møder man cumbia som krydderi på de lokale klubscener. Der er cumbia i mange dj-sæt, for det har vist sig, at rytmen svinger godt sammen med balkanbeats, jazz, mexicansk mariachi eller punk, som man har hørt det hos en lang række internationale multikulti-kunstnere som Manu Chao, Quantic og Mexican Institute of Sound.

Men det har været en lang vej, og cumbia blev ikke født i hipsterland i går.

Hvis vi spoler helt tilbage, kom grundstofferne til Colombia over havet. Afrikanske slaver havde instrumenterne med, europæerne bragte melodierne. Læg dertil fløjter, som de indfødte indianere spillede på, og på et tidspunkt i det 20. århundrede kunne cumbia efter mange års modning springe ud som et selvstændigt bud på en ægte sydamerikansk stilart og rytme.

Det begyndte på landet, og der er stadig noget ruralt over visse cumbia-retninger. Da musikken nåede byerne, kom der jazz i mikset, og særligt 1950’ernes og 1960’ernes bølger af latinamerikansk musik smittede af; mambo og cha-cha-cha farvede rytmen, men melodierne forblev landlige og emotionelle.

Og så er der harmonikaen, også kaldet conjunto, som er selve symbolet på cumbia.

En af alle tiders største cumbiastjerner er sangeren og conjuntomesteren Andrés Landero (1931-2000).

Joe Strummer fra The Clash var stor fan, og i dokumentarfilmen ”The Future Is Unwritten”, ser man ligefrem den engelske punklegende kysse et kassettebånd med Andrés Landeros musik.

”Han er kongen,” siger Stummer, der elskede sange som ”Lolita La Cumbiambera”.

Landeros musik lyder som en fjern slægtning til ska og rocksteady fra Jamaica eller Mulatu Astatkes ethiopiske jazz. Den vugger, og man får akut lyst til at bevæge stængerne i små langsomme, fodslæbende dansetrin.

 

Dette indlæg blev posted i Kronikken og tagged , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *