Interview med Tinariwen

Om musik, krig og hvordan bandet har det med at være blevet gjort til talsmænd for Tuareg-folket

Bandet Tinariwen har i de sidste ti år opnået stor international popularitet for deres hypnotiske, guitarbaserede ørken blues, der med udgangspunkt i det Nordafrikanske Tuareg folks musiktraditioner, inddrager inspiration både fra genrer som raï og marokkansk chaabi protest musik; den legendariske malisiske guitarist Ali Farka Touré, og vestlige rockikoner som Jimi Hendrix og Led Zeppelin. Udover det rent musikalske, er bandet i høj grad også berømt i vesten for medlemmernes baggrund i Tuareg-folkets kamp for en selvstændig stat i Sahara ørkenen i det nordlige Mali og Niger, og det sydlige Algeriet, hvor størstedelen af Tuareg folket befinder sig.

Grundstenen for Tinariwen blev lagt i 1979 af Ibrahim Ag Alhabib, der rejste rundt som nomade i Libyen og Algeriet, og i den forbindelse samlede en mindre gruppe musikere med det formål at spille til fester for de forskellige Tuareg eksilsamfund. Sideløbende med musikken, opholdt bandets medlemmer sig i flere omgange i Muammar Gaddafis militære træningslejre i Libyen i løbet af 1980’erne, som de i lighed med mange andre Tuareger tilsluttede sig på grund af fattigdom og sult, og en løgn om at de var i træning til at kæmpe for en selvstændig Tuareg stat. Hen imod slutningen af årtiet, begyndte Tinariwens rygte og popularitet blandt de spredte Tuareg samfund i hele Sahara regionen for alvor at vokse, ikke mindst takket være de mange hjemmelavede kassettebånd der cirkulerede med gruppen. Det var dog først i 1998, da Tinariwen mødte den franske gruppe Lo’Jo under en koncert i Malis hovedstad Bamako, at grundlaget for bandets internationale succes blev lagt. I 2001 organiserede Tinariwen og Lo’Jo således sammen Festival of the Desert i Essaken, Mali, hvor Tinariwen var hovednavn, og samme år spillede de deres første internationale koncert på Roskilde Festival (se nedenfor, red.). I 2002 udkom Tinariwens debutalbum The Radio Tisdas Sessions og siden er fire yderlige albums fulgt, senest Tassali fra sidste år, og gruppens succes og internationale publikum er vokset støt.

“Nar Djenetbouba” fra debutalbummet The Radio Tisdas Sessions

På trods af at Tinariwens medlemmer ikke har været involveret i nogen form for væbnet oprør siden 1990, og bandets sange først og fremmest omhandler følelsen af at være hjemløs og i eksil på et mere spirituelt plan, bliver bandet stadig uløseligt kædet sammen med Tuareg-folkets frihedskamp og set som talsmænd for denne. Både for den vestlige presse og mange af Tinariwens superstjerne fans synes Tinariwens musik således at være betinget af deres status som frihedskæmpere. Damon Albarn har f.eks. udtalt: ”They were proper rebels, and what a wonderful way to advertise a problem to the world: through music. You don’t have to understand the words to hear something deeper. It’s the mood that says it all.”

Denne sammenkædning af musik og politik er også blevet særdeles aktuel igen i lyset af den nuværende situation i Mali, hvor der siden februar har været store uroligheder. Disse uroligheder er samtidig også grunden til at Tinariwens ikoniske grundlægger Ibrahim Ag Alhabib ikke er med bandets igangværende turne, da han er bosat i den provins, hvor kampene har været værst og er derfor blevet tilbage for at beskytte sin familie. Det var således uden Ibrahim at Tinariwen besøgte Danmark tidligere i denne uge, og gav koncerter i et udsolgt Lille Vega i København i mandags og på Atlas i Århus i går. I forbindelse med koncerten i Vega, havde Almonde bedt vores læsere sende spørgsmål til gruppen, som vi inden koncerten stillede til et andet af bandets oprindelige medlemmer, sanger og guitarist Abdallah Ag Alhousseyni.

David Saturnin-Mézière, København: Hvad er omfanget er jeres nuværende turne?

Abdallah: Vi begyndte turneen d. 23 februar i Kina, og tog derefter til Australien og New Zealand, og nu Europa (den sidste dato er d. 3 maj i London, og herefter begynder gruppen en ny turne i begyndelsen af juni, red.). For os har det været en meget speciel oplevelse, både på grund af at Ibrahim ikke har kunnet deltage i turneen; vores bassist blev syg i Italien for en uge siden, hvilket har været en udfordring (han var kun på scenen under et nummer i Vega, red.); og så selvfølgelig situationen hjemme i Mali. Alt i alt har det været en meget svær turne, men det går.

Almonde: Hvad betyder det at Ibrahim ikke er med på denne turne? Har I ændret noget rent musikalsk?

Abdallah: Vi har allerede været på tre turneer uden ham tidligere. Vi kan godt klare os uden ham rent musikalsk, men han er blevet selve repræsentationen af bandet udadtil: Det er ham man ser på plakaterne, det er ham hele historien om bandet er bygget op omkring. Men vi klarer det, det er vi nødt til.

Ditte Schrøder Haagensen, Ålborg: Hvad udgør den perfekte koncert for jer?

Abdallah: En god koncert er svær at beskrive, du er aldrig sikker på om du kommer til at levere en god koncert. Den rette stemning kan opstå helt naturligt ud af ingenting, og ligeså hurtigt forsvinde igen. Man kan aldrig vide på forhånd om det bliver en god oplevelse. Nogle gange har man en ideel koncertsal med gode faciliteter og professionelle folk, og et publikum med en god energi, et sådan sted er der en god chance for at det kommer til at gå godt, men man kan aldrig vide sig sikker. Selvom man har en god sal, en god lyd, og et entusiastisk publikum, kan man selv godt være træt og uoplagt. Andre gange er det omvendt, hvor stedet f.eks. ikke er særligt godt, men hvor vi derimod som band er i det helt rigtige humør, så bliver det en god koncert alligevel.

For mig er det svært at vælge en specifik koncert ud på denne turne, for vi spiller et nyt sted hver aften og det er svært at skelne de forskellige koncerter fra hinanden. Der har været aftener på denne turne, hvor tingene gik op i en højere enhed, men det er svært at huske lige præcis hvor det var.

Thomas Nielsen, København: Hvordan husker I jeres koncert på Roskilde i 2001?

Abdallah: Det var en smuk oplevelse, første gang vi spillede på en stor scene. Det var som at træde ind i et helt nyt univers, vi vidste ikke om vi ville komme tilbage eller hvor det ville føre til. Det var et stort chok at komme direkte fra Saharas ørken til at optræde på en af de største festivaler i Europa.

Almonde: Hvordan er det at være på turne lige nu samtidig med de ting der foregår i Mali?

Abdallah: Det var meget svært for os at tage på turne. Det var meget svært for mig at forlade mit hjem og min familie for krigen var lige begyndt og tingene var ved at udvikle sig. Det er opstartsfasen der er det mest komplicerede ved en krig, der hvor alt er kaotisk. En krig kan vare i mange år og bliver efterhånden på sin vis en form for hverdag, og når først krigen er rigtig lanceret bliver det således også lettere at tage væk. Det er lige i opstartsfasen, hvor alt er kaotisk, at det er sværest. Men som turnerende musiker har man forpligtelser overfor sit agentur og forskellige spillesteder rundt om i verden, man har lavet kontrakter seks måneder i forvejen, og folk har købt billetter. En turne er i det hele taget meget omfattende. Forpligtelserne overfor bandet og vores publikum er ligesom vores forpligtelser overfor vores familier. Det er et stort ansvar, hvis du ikke lever op til ansvaret, er det ligesom ikke at leve op til ansvaret overfor din familie.

Anders Plesner, København: I bliver ofte fremhævet som talsmænd for Tuareg-folket, hvordan opfatter i selv den rolle? Også i sammenhæng med den nuværende situation i Mali?

Abdallah: Vi er et gammelt band i Tuareg-folkets verden som forsvarer Tuareg-folkets værdier i Mali, Niger, Algeriet og Libyen, og på den måde kan man godt sige at vi er en slags talsmænd. Siden vi startede har vi forsvaret Tuareg-folkets kultur og værdier. Det har aldrig været officielt, men det er meget naturligt at se os som talsmænd, og rent praktisk er det også rigtigt. Så vi anerkender rollen som talsmænd.

Almonde: Har det nogen betydning for jer at jeres vestlige publikum ikke forstår jeres tekster?

Abdallah: Jeg tror at musikken har et universelt budskab. I dag over hele verden lytter folk til musik med tekster på sprog de ikke forstår. Når vi rejser rundt i verden og spiller vores musik, forstår folk ikke selve ordenes betydning, men de forstår musikkens budskab. Når du skriver en sang så gør du det på dit eget sprog og gennem din egen musik, men du gør det på basis af følelser som godt kan videregives til andre som ikke nødvendigvis forstår dette sprog. En sang på dansk kan således også godt have indvirkning på en person der kun forstår tamashek (Tuareg-folkets sprog, red.). Skabelsen af sange involverer en masse følelser, og når du spiller dine sange for publikum rundt om i verden, viderebringer du de følelser til publikum gennem musikken. Selvom folk ikke forstår sproget, tror jeg musikkens budskab bliver videregivet på et dybere plan.

 

Øvrige kilder:
Bandets hjemmeside
Andy Morgan: “Tinariwen – Sons of the Desert”
Tinariwen biografi på pladeselskabets V2s hjemmeside

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *