Palenque

Hvordan slaver på flugt og importeret afrikansk vinyl skabte en helt unik musikkultur i Colombia

Palenque-kulturen og 1970’ernes og 80’ernes champeta criolla musik fra Colombias nordlige kyst har indtil for nylig været stort set ukendt udenfor Colombias grænser. Det er der dog blevet rådet bod på indenfor de sidste par år, hvor først opsamlingen Palenque Palenque: Champeta Criolla & Afro Roots in Colombia 1975-91 fra 2010 og senere det legendariske band Son Palenques turne i Europa i efteråret, har haft afgørende betydning for introduktionen af denne unikke og meget alsidige stil til det vestlige publikum.

Som en del af deres turne besøgte Son Palenque både Århus og København i oktober, hvor det syvmand store bands hypnotiske og rytmiske intense musik, skabt udelukkende ved brug af perkussion instrumenter som Marakas, klaves og tambora, og call-response vokaler mellem forsanger Justo Valdez og de øvrige medlemmer, gav de tilstedeværende en helt særlig musikalsk oplevelse. (bassisten i nedenstående video var ikke med på gruppens turne, red.)

Son Palenque har en karriere på over 30 år bag sig, og deres musik vidner om den fusion af lokale colombianske rytmer og afrikanske og caribiske stilarter, der var baggrunden for champeta criolla bølgens fremkomst i løbet af 1970’erne og 80’erne. Bag musikken gemmer der sig således en unik historie om kulturel udveksling og adaption med udgangspunkt i den stærke forbindelse der eksisterer mellem Afrika og Colombias nordlige caribiske kyst, hvor langt størstedelen af befolkningen, grundet den transatlantiske slavehandel, er af afrikansk afstamning.

Byen CartagenaLa Costa var i flere århundreder en af de centrale handelsstationer i den transatlantiske slavehandel, og her passerede slaver fra alle kystregioner af Afrika igennem. Af og til lykkedes det større grupper af slaver at flygte fra den spanske kolonimagt til øde områder af den Colombianske natur, hvor de grundlagde deres egne selvstændige byer, palenques. Der opstod således et stort antal af sådanne byer langs hele Colombias kyst, hvoraf mange stadig eksisterer i dag. Af særlig kulturel betydning er byen San Basilio de Palenque der blev grundlagt i 1706 og ligger omkring 70 km fra Cartagena. San Basilio de Palenque fungerede således som en næsten isoleret enklave i det colombianske samfund helt frem til 1920’erne, hvilket bidrog til bevaringen af en distinkt lokal kultur stærkt påvirket af den central-afrikanske Bantu-stamme, der har oprindelse i regionen hvor Congo, Angola og Cameroun i dag ligger.

Udover at være hjemsted for en unik musiktradition er byen samtidig også det eneste sted i Amerika, hvor et lokalt afro-spansk kreol sprog stadig tales i dag. Det var mødet mellem de kulturelle traditioner fra San Basilio de Palenque, og den DJ-kultur der i de tidlige 1970’ere opstod omkring de mobile soundsystems kaldet picós i byerne på Colombias nordlige kyst, der skulle komme til at danne grundlag for udviklingen af champeta criolla musikken.

Picós goes Africa

Picós’ene begyndte langsomt deres at gøre deres indtog i de to største byer på den nordlige colombianske kyst Cartagena og Barranquilla i løbet af 1950’erne. Hvor liveorkestre tidligere havde leveret musikken til de lokale danse og fester, begyndte man nu også at spille importerede plader med blandt andet salsa og cubansk musik. Det var dog først i begyndelsen af 1970’erne, da rejsende bragte plader fra Afrika, med stilarter som soukous, highlife og afrobeat til La Costa at udviklingen af en særlig ”picó-kultur begyndte at tage form. Som det var tilfældet med soundsystem kulturen på Jamaica, og senere i Storbritannien, var der skarp konkurrence mellem de forskellige picós, hvor det gjaldt om at være i besiddelse af det største og bedste udvalg af importerede plader, samt naturligvis det bedste og mest kraftfulde lyd system.

De importerede plader fungerede således som varemærker for de enkelte DJs, der smed coverne væk og skrabede titlerne af pladerne for at skjule deres oprindelse for konkurrenterne. Derudover var det også en indforstået regel, at så snart en plade blev associeret med et bestemt picó tilhørte den implicit denne picó og kunne ikke spilles af andre DJs.

Et af de vigtigste picós i Cartagena var “El Conde” der proklamerede sig selv som “the bible of African music”. El Conde blev særdeles populær både i Baranquilla, Cartagena og ikke mindst San Basilio de Palenque ved at spille plader som Mikolo Mileki Mingi med det congolesiske rhumba orkester Orchestre Veve. Det var en af de første afrikanske plader på La Costa og blev ifølge historien bragt dertil af en pilot på gennemrejse.

Da DJ’sene gjorde deres bedste for at skjule pladernes oprindelse, begyndte folk istedet at give dem lokale navne, Mikolo Mileki Mingi fik således navnet El Mambote, de forskellige afrikanske stilarter blev også omdøbt i daglig tale således at highlife f.eks. blev til nova. Dette vidner om hvordan de afrikanske stilarter blev opfattet som en integreret del af den lokale kultur snarere end som importeret musik.

Kulturen omkring picós festerne, der primært fandt sted i de fattige områder af Cartagena og Barranquilla, samt San Basilio de Palenque, fik også inden længe sit eget navn, opkaldt efter de store knive mange af de dansende til festerne bar rundt på, champetas. Hvor de importerede plader i begyndelsen havde været eksklusivt forbundet med picós festerne, rejste lokale musikentusiaster i stigende grad ud og bragte plader tilbage som de med stor succes udgav på det lokale marked. Konkurrence-elementet omkring pladernes eksklusivitet voksede således støt i løbet af 1970’erne.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *