Hårde kinesiske rytmer

Følg med Claus Vittus til Kina, hvor traditionel kinesisk musik er en by i Europa, men punken og den elektroniske musik lever i bedste velgående.  

Det er heavy-aften i Beijing.  Der er fem kinesiske bands på plakaten, og jeg kan ikke tyde et eneste af orkestrenes navne. Lige indtil en kinesisk pige kommer og stikker en flyer på engelsk i hånden på mig, og hun forklarer at bandet  ”is rilli guud”. Først tror jeg at bandet hedder Israeli God, men det er bare fordi, jeg endnu ikke har vænnet mig til kinesernes engelsk-udtale. Hun sagde jo bare at bandet ”er virkelig godt”. Bandets navn står på engelsk på flyeren.

En time senere står jeg i et mørkt lokale med et kæmpebanner bag scenen, hvor der står Mao Livehouse.

Det er en af Kinas kendteste rock-klubber ”Mao Livehouse”, og der findes afdelinger i både Shanghai´s Røde By (et kulturelt område i Shanghai) og i Beijing.

På scenen er et punkband i fuld gang.  Og med en koncentreret sanger som læner sig op af mikrofonstativet og råber sig igennem kinesiske gloser (er jeg næsten sikker på), mens en energisk bassist løber rundt på scenen. Orkestret hed PK 14 og er energisk punk af den bedre klasse, men publikum står helt stille og deltager ikke. Selvom jeg er den ældste i lokalet, er det mig, der står længst fremme. Og der er stadig et par meter op til scenen. Og selvom jeg kun rocker med tæerne, så er jeg nok den mest deltagende i rummet. Bandet ville kunne sætte gang i Ungdomshuset på få sekunder, men det kinesiske rock-publikum kan være meget passive, finder jeg ud af ved kommende koncerter.

Pigen med flyeren og hendes veninder står helt nede bagved, men det er jo heller ikke hendes yndlingsband fra flyeren. Og det er punk og ikke heavy. Men noget af det mest ærlige punk jeg længe har hørt, selvom jeg ikke forstår et ord.

Det kan også godt være, at teksterne var rebelske, forklarer en kineser mig senere. Myndighederne bekymrer sig ikke om den slags, så længe det bare er ukendte rock-bands, som kun inderkredsen kender til. Men hvis de bliver kendte eller tager til udlandet og giver interviews, så bliver der holdt mere øje med dem.

Kinesisk punk er interessant at dømme efter mit begrænset møde med musikstilen her indenfor den kinesiske mur i Beijing. For på scenen er energien i orden, og i Beijing er der en voksende scene for punk.

Nogle dage efter sidder jeg på en blues-café – Hot Cat Club  i en sidegade til det mere afslappede turistområde i Beijing, hvor husene er lave og sidegaderne smalle og mørke om aftenen. Orkestret kalder sig North Crossroad Blues Band og ledes af to guitarister som hver især er ekstremt teknisk dygtige.

Den ene spiller i Stevie Ray Vaughan-stil, medens den anden er mere i Steve Vai-stilen. De behersker stilen til fulde og er teknisk meget dygtige. Mange af de kinesiske musikere, som jeg har hørt live, er tekniske ekvilibrister, som kan reproducere deres forbilleder ned til mindste detalje, men desværre sjældent selv har meget at byde på.  De kan kopiere deres forbillede, men de har aldrig været ved en ”crossroad”, som deres navn ellers refererer til. Denne aften blev det hele rodet til, fordi trommeslageren ikke havde rytme.

Efter en time med guitar-soli er jeg ikke længere tørstig efter hverken musik eller kinesisk Tsingtao-øl. Selvom klubben er en behagelig afslappet oplevelse.

Det slår mig at publikum er lige så inaktive her som på Mao Livehouse. Der er ikke mange på spillestedet og dem som er der, er hverken begejstret eller deltagende.

Dette indlæg blev posted i Kronikken og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *