10 hurtige til Tako Lako

Almonde fangede DMA-World vinderne til ti hurtige spørgsmål 

Almonde.dk mødte Søren (violin) og Philip (bas) fra det populære orkester Tako Lako, inden deres lydprøve til Danish Music Awards World, på Global Copenhagen. Her kunne de efter en veludført optræden, hive en DMA-pris med hjem for ”Årets Danske World Track” med ”Through The Mud”, som er at finde på deres meget roste debutalbum af samme navn.

 1. Hvorfor hedder i Tako Lako, og hvad betyder det?

Tako Lako er serbisk, og betyder noget i retning af ”so easy”. Den måde vi forstår Tako Lako, i forhold til den musik vi spiller, så er det et udtryk for, at vi blander alle genrer som afrobeat, dub, rock og balkan. Vi går til musikken på en meget legesyg måde, og der er ikke noget hindringer for os, og musikken skal ikke være lukket.

2.      Hvorfor Sony?

Vi var ude i rigtig mange overvejelser om, hvordan vi skulle udgive vores plade, og vi havde møder med mange pladeselskaber, og så kom vi frem til at det kunne være virkelig fedt at lave et samarbejde med et selskab, som har et meget mere kommercielt brand. Vi kan som band rigtig godt lide idéen om, at bare fordi man spiller i et band, som har nogle verdensmusik inspirationer, så lader man sig ikke begrænse af verdensmusikmiljøet og kun spiller på verdensmusik venues og verdensmusik festivaler. Vi synes egentlig, at vores musik er meget mere værd end til det, som også er et helt fantastisk miljø. Vi vil bare rigtig gerne ud på mainstream scenerne også. Og så synes vi bare, at det var et rigtig godt statement og så sige – ok, den her musik er ikke kun verdensmusik, men det kan sagtens fungere for mainstream publikummer på et mainstream pladeselskab.

 3.      Jeres favorit band/bands på den danske musikscene lige nu?

Søren: Ud fra det der ligesom har været med til at inspirere os i Tako Lako, har det for mig personligt været indiebølgen med figurines og Oh No Ono. Også figurines forsanger Christian Hjelms nye ting er fed. Jeg er rigtig vild med Raveonettes og hele den der indie-vibe. Det er meget min personlige baggrund og det, jeg kommer med i Tako Lako sammenhæng. Vi er seks meget forskellige musiker, med forskellige baggrunde og ting vi dyrker. Det betyder også, at vi ikke har et bestemt band, som Tako Lako er inspireret af. Vi har hver vores ståsted, og byder ind med forskellige inspirationer og på den måde bliver vores musik en pærevælling af alle mulige inspirationer.

 4.      Hvilke tre album ville i spille for en person, som gerne vil introduceres til Balkan når det er bedst?

Vi ville nok starte med at spille noget noget Fanfara Tirana og Boban Markovic. Sådan det rigtig traditionelle, hvor man virkelig mærker den der balkan-vibe, hvor hornene blæser og hvor det hele pudser af sted. Det næste ville nok være noget med Shantel, som vi også er inspireret af, i forhold til, at han formår at blande det poppede med hele den der hornorkesterlyd. Til sidst har vi Gogol Bordello, som har den der balstyriske punkede, flippede som også er rigtig fed.

 5.      Det bedste balkan/gypsy band nogensinde ifølge Tako Lako?

Philip: Moderne kunstnere som M.I.A. kommer fra den tamilske baggrund, hvor hun på en eller anden måde er gypsy. Hendes værker er rigtig rigtig spændende, og det er sådan virkelig et gypsy mash-up ting, som vi bruger rigtig meget. Men inden for balkan ville nogle af de andre bands vi nævnte før, være nogle rigtig gode bud.

6.     Har i et fast ritual i laver inden i går på scenen?

Yes! Der er den her gamle Buddy Holly klassiker der hedder ”It’s So Easy”, hvor der er et serbisk band (Cacadou Look, red.), der har lavet en version af den på serbisk, der hedder ”Tako Lako”. Den er virkelig kikset og virkelig sjov, så det er sådan lidt et ironisk ritual, hvor vi render rundt og danser og synger den her dårlige serbiske sang.

 7.      Movember – hot or not?

Philip: Det er hot og not. Jeg synes det bliver lidt for meget, lidt for kommercielt. Nu kan man også se HT-busserne køre rundt med skæg på, men ellers synes jeg, at det er en fin måde at skabe opmærksomhed omkring prostatakræft.

 8.      Det fedeste spillested i Danmark?

Vega, Voxhall eller Train. Vi kan også rigtig godt lide, at spille på Global, vi vil bare gerne have lydniveauet lidt højere. Vi er rigtig glade for de store scener, hvor der er plads, og hvor man kan lege og hoppe rundt. Noget hvor man fysisk kan lave noget dynamik og kravle op på ting og bevæge sig mellem hinanden og have et fysisk spil.

 9.      Den fedeste koncert i har set?

Phillip: det var på Roskilde Festival 2011, hvor Chase and Status spillede, som er et engelsk dupstep, drum’n’bass kollektiv med meget poppede melodier. Det gik fuldstændig amok til den koncert. Man kan nemt blive musikkritiker når man selv spiller musik, men her glemte man alt og nød bare musikken.

Søren: Jeg så Dirty Projectors i VEGA for nyligt, som var en kæmpe oplevelse, men der hvor jeg var mest følelsesmæssigt med, var til en Efterklang koncert på Roskilde Festival for nogle år siden. Det var en dag, hvor der var alt for mange der ville se den koncert, så man følte sig virkelig privilegeret når man stod indenfor i det der rum, når man vidste, at der stod tusinde af mennesker udenfor der ikke kunne komme ind til vores lille egen lukkede fest og det skabte bare en helt særlig stemning. De spillede den smukkeste koncert jeg længe har set.

 10.   Hvor er Tako Lako om 10 år?

P: Hvis udviklingen fortsætter, så ved jeg ikke hvor vi ikke er om 10 år. Vi har de sidste par år mærket en stigende efterspørgsel fra udlandet. Vi optrådte blandt andet i 2011 på Glastonbury Festival, hvilket regnes som en Europas største festivaler. Vores drøm er lidt at blive det band som store festivaler booker, hvis de bare vil have en virkelig god fest. Det er lidt målet at blive det her store internationale gypsyband, som bare holder nogle kæmpe fester i hele verden.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *