Den evige balkanfest

Det evige balkanorgie med sjove sigøjnere, sljivovica og singlepik – er balkanmusikken blevet en parodi på sig selv? 

Musik fra Balkan er in, også i Danmark, hvor flere og flere bands lader sig inspirere af tonerne fra Balkan. Men den ofte ensidige fokus på få og letgenkendelige elementer har det med at reducere Balkan til en mytologiseret eventyrverden, der holder liv i gamle klicheer om Europas vilde udpost.

På et af dette efterårs danske hits, ”Singlepik”,  slår rapperen Orgi-E med et helt balkan-blæserensemble i ryggen fast, at han er en mand, der formår at lægge damer ned. Sangen viser Orgi-E som fræk og liderlig outlaw, og det er tydeligt, at balkanmusikken er med til at understrege hans utæmmelige, maskuline vildskab. Det er også et godt eksempel på balkanmusikkens stigende popularitet og på dens evne til at lade sig integrere i forskellige musikalske genrer. Orgi-E er herhjemme nok den foreløbige kulmination på, hvor langt ind i mainstreammusikken balkanmusikken har bevæget sig, men i flere år har balkanelementet efterhånden været populært i mere alternative musikkredse.

Mange spillesteder holder med jævne mellemrum balkanaftener, og bands som Tako Lako er blevet særdeles populære på livescenen, også uden for Danmark. Tako Lako vandt i øvrigt for nylig en Danish Music Award for bedste danske World Track med deres ”Through The Mud” (fra albummet af samme navn), men ellers er Tako Lako et glimrende eksempel på, at de balkantoner, der tidligere primært appellerede til folk med en særskilt folkemusikalsk interesse, når langt længere ud.

Tako Lako – live på Den Grimmeste Festival

Med held har Tako Lako fundet en formel, hvor balkanmusikken møder den alternative rock. Det samme kan man sige om aarhusianske KURvE. Men også i jazzen og den elektroniske musik finder balkanmusikken ind. Man finder den bl.a. hos en jazztrommeslager som Stefan Pasborg, ligesom saxofonisten Jesper Zeuthen har ladet sig inspirere af især det fremragende rumænske orkester Taraf de Haidouks på sin seneste plade, Jesper Zeuthen PLUS. Inden for den elektroniske musik har et band som Analogik ladet sig inspirere af balkanmusik, dog blandet sammen med alskens andre musikalske udtryk.

En enslydende multikulti-fest

Det er ikke svært at forstå, hvorfor balkanmusikken fascinerer. På Balkan finder man en vital musikkultur, som den dag i dag spiller en særdeles vigtig rolle for den kulturelle identitet. Det er en musik, der har indoptaget elementer fra både øst og vest, fin- og lavkultur. En musik, der nærmest i enhver forstand er grænseoverskridende, hvorfor det giver god mening, at elementer af musikken også lader sig omplante til jazz, indierock og klubmiljøer. Og med fængende melodiske temaer kombineret med en sprælsk og kompleks rytmesans, som må imponere den vestlige lytter, er musikken egnet til at sparke en fest i gang. Hvilket er noget folkene bag konceptet Balkan Beats kan tale med om. Begrebet blev lanceret i 90’ernes Berlin af den bosniske dj Robert Soko, og siden har det gået sin sejrsgang i flere europæiske storbyer, ligesom det har lagt titel til adskillige compilations. På Balkan Beats’ egen hjemmeside  præsenteres begrebet som: ”This powerful musical hodgepodge, which can transform a bunch of strangers into a circle of friends.”

Man kan kun give Robert Soko ret i, at der er tale om en stærk musikalsk smeltedigel. En multikulturel europæisk arv, som er relevant at blive mindet om, når talen falder på europæisk identitet og europæisk andethed. Tænk f.eks. på de evindelige diskussioner om, hvorvidt Tyrkiet hører til i EU, eller hvorvidt Islam kan indgå i en europæisk kontekst – diskussioner, der unægtelig nuanceres, når man præsenteres for balkanmusikkens rige og frodige blanding af østeuropæiske klange, jødisk klezmer, tyrkisk musik og sigøjnernes nomadiske traditioner. Og så er den multikulturelle smeltedigel i musikken naturligvis værd at holde frem som et modsvar til de nationalistiske strømninger, der i 90’erne førte til traumatiske krigserfaringer på Balkan.

Problemet med den multikulturelle ”hodgepodge” er dog, at den har det med at drukne alle forskelle. Skønt mange af de ovennævnte musikalske eksempler udviser en både respektfuld og original omgang med musikken fra Balkan, er det også som om, at balkanmusikken efterhånden er blevet et eksotisk krydderi, man kan hælde over snart sagt hvad som helst, og værst af alt så er den degenereret til en paradoksalt enslydende multikulti-fest, hvor en utroligt rig musikalsk arv er blevet reduceret til få stereotype virkemidler, og hvor der for enhver pris skal være fest i gaden. Er Balkan da ikke andet end én lang sigøjnerfest, kan man spørge, og selvfølgelig er det det.

 

Dette indlæg blev posted i Kronikken og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *