Keep it Echt!

Shantel om anti-glam, Rickenbacker guitarer og Hansi Hinterseers onde ansigt 

Han er en af de absolutte forgangsmænd bag den popularitet som balkanmusikken har opnået i den vestlige verden i de seneste år. Meget af hans succes skyldes hans talent for at blande traditionelle balkanelementer med knivskarpe elektroniske club-rytmer, som har været en sprængfarlig cocktail på diverse dansegulve i hele verden. Han slog sin popularitet fast som DJ med hans legendariske Bucovina Club-nætter, og som udøvende musiker gjorde han de kræsne festglade vesteuropæere sultne efter mere med mega-hittet ”Disco Partizani”.

Shantel på VEGA (Photo: Piotr Sapiezynski) Se galleri nederst i artiklen

Almonde har mødt den excentriske balkan-glade tyske DJ/musiker Shantel inden hans udsolgte koncert i Lille VEGA til en snak om Rickenbacker guitarer, ikke at kunne spille på nogen instrumenter og Hansi Hinterseers onde ansigt.

                                       

Hvordan har touren været indtil videre?

Det har været et fantastisk år indtil videre. Vi begyndte i april, hvor vi tog til Canada, Mexico, vi turnerede i hele Europa, Rusland, Tyrkiet, middelhavsområdet og Israel. Vi har været i mange lande, mange byer, store klubber, små klubber, store festivaler, små festivaler – stort set det hele faktisk. Jeg aner ikke hvor mange kilometer vi har kørt, men det har været utroligt fedt. Man er inde i det her meget sjove, mærkværdige cirkus der bare gentager sig selv. Man har ikke tid til at være træt. Det er meget intenst.

Hvor mange instrumenter kan du spille?

Jeg kan ikke rigtig spille noget instrument. Der er et par ting, som føles godt at optræde med på scenen. Jeg elsker at bruge min elektriske guitar. Jeg bruger den som en stereotyp, men jeg bruger den også til at gøre op med en stereotyp, fordi jeg prøver at spille anderledes på den end den mainstream pop/rock måde. Jeg elsker at spille trommer. Det var det første jeg lærte, og min far spillede også på trommer. Jeg elsker at trykke på knapper og taster på keyboards og synthesizers.

Jeg prøver altid at begrænse mig selv og mit arbejde til de færdigheder, som jeg ved, hvordan jeg skal håndtere. For mig handler det ikke så meget om at være en virtuos. Jeg tror, jeg er en virtuos med følelser og til at optræde og underholde. Der er gode eksempler i musikhistorien, hvor du kan se brugen af det begrænsede eller idéen om det minimalistiske, hvor det skaber en fantastisk energi. Hvis du lytter til tidlig James Brown, noget Motown eller Fela Kuti, kan du høre at de holder groovet og spiller det samme mønster i 10-15 minutter. Jeg er mere interesseret i den ”elektricitet”, der opstår ved at groove sammen. Det er, hvad jeg virkelig elsker.

Hvad er der med dig og de Rickenbacker guitarer? Du spiller på den samme guitar som John Lennon. Er det bevidst?

Sagen er den, at jeg altid har ledt efter en anderledes og unik lyd, og i disse dage er den elektriske guitar blevet til en slags super customized digital ting. Jeg er lidt bange for disse ting, fordi det ikke skaber en ”lugt”. Rickenbacker guitaren var aldrig super cool ligesom Fender eller Gibson. Jeg har to Rickenbacker guitarer fra 1958, som har en meget specifik, beskidt og pikant lyd. Det er ikke den lyd, hvor du prøver at tilfredsstille lydteknikeren, men det giver dig med det samme en destination med attituden og æstetikken. Jeg elsker den rå æstetik, instrumenterne har fra det årti. Den har en enkelt pickup, hvilket betyder, at du har et instrument, der er lavet til at blive hørt så højt som muligt.

Du har sagt i et interview, at du traditionelt set er en rock’n’roll musiker og rock’n’roll er der, hvor dine rødder i virkeligheden ligger. Din nye single (The Kiez is Alright, red.) er meget rocket, og det lyder som om, at du har bevæget dig væk fra ”balkan pop”. Er det sådan Shantel kommer til at lyde i fremtiden?

Det er bare en sang, jeg lavede i det rigtige øjeblik. Jeg var i humør til den sang. Jeg er en meget sang-orienteret musiker. Jeg mener, jeg laver ikke lyddesign. Og selvfølgelig da jeg startede Bucovina Club og Disco Partizani – det var pulserende og elektrisk. Det var noget der virkelig gav tingene et skub fremad, selv i min karriere. Jeg regnede ikke med det. Men da jeg startede det hele, var der den samme forvirring, eller kritik og irritation som jeg modtog med ”The Kiez is Alright”. En del af min musikalske karriere har hele tiden været at bremse hårdt op, du ved. Jeg beskæftiger mig med kreativitet, og hele historien om balkan pop lever i bedste velgående, men jeg synes det er kedeligt bare at gentage mig selv og ride på den samme bølge af succes.

Balkan er meget populært I Danmark, og der er mange gode bands som spiller balkan. Men nogle gange virker det som, at balkan er blevet en parodi og en kliché, hvor det bare handler om at feste. Hvad er din holdning til det?

Hvis vi skaber en kategori, der hedder “Balkan pop” eller ”balkan beat”, har det altid været en kliché og en stereotyp og selvfølgelig er en af de største hemmeligheder inden for denne genre, at ingen rigtig ved hvad der foregår. Det vestlige publikum er på en eller anden måde stadig imponeret af fantasierne om Balkan fra Emir Kusturicas film og andre ting. Og det er en form for blåstempling af, hvordan balkan bør være, hvad end det betyder. Jeg kan sige med det samme, uden noget tvivl, at denne ting som vi kalder balkan pop altid har været en diaspora-lyd. Det er et diaspora-fænomen. Det betyder, at hvis du tager til såkaldte Balkan byer som Beograd eller Sofia og hele den sydøstlige Europæiske musikscene er det tydeligt, at Balkan pop er en hybrid, som aldrig blev skabt der. Balkan pop er en typisk diaspora-lyd. Det begyndte i Frankfurt, Berlin, Wien og Zürich og så videre. Jeg har ikke noget problem med, hvis der for eksempel er et dansk band, der bruger balkan elementer med nogle danske ord til. Hvis det fungerer, hvis det er rørende og så videre, så er det helt fint med mig. Jeg mener ikke musik skal forholde sig til en moral, et dogme og ingen har sandheden. Musik tilhører ikke en nation og har ikke et pas.

Da du skrev “Disko Partizani”, vidste du da, at det ville blive et hit?

Lad os bare sige, at jeg havde en fornemmelse – det er en god sang. Jeg tænkte ok – den her er god. Jeg havde ikke nogen ide om, at sangen ville få sit eget liv, men på et bestemt tidspunkt, kom det ud af kontrol. Måske er det en god ting ved gode idéer. Du ejer dem ikke mere. De forsvinder væk, og du kan ikke kontrollere det. Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget, ikke mere, ikke mindre – selvom reaktionerne var ret negative i begyndelsen. Men jeg synes, den var god.

Hvilke rockbands er dine største inspirationskilder og hvordan kan det høres i din musik?

Det er meget svært, men det er et meget interessant spørgsmål for mig. For det første lytter jeg til mange forskellige grupper. Jeg havde aldrig ét fokus. Det afhænger af humøret og alting, men lad os se… noget der virkelig inspirerer mig, har altid været de tidlige græske Rembetika plader optaget i 1920’erne og 30’erne. Alle de ting der kom fra Smyrna. Og alle de komponister, der på den ene side var meget klassiske, og på den anden side, meget populære sangskrivere. Rembetika har altid inspireret mig, fordi musikken er meget trist, dyb og minimalistisk.

Da jeg var 10 – 11 år lyttede jeg til “Message in a Bottle” og “Outlandos d’Amour” og “Regatta de Blanc” (The Police, red.). Disse to album fra The Police, hvor de kombinerede rock og reggae og brugte alt det her ekko og delay på guitaren. De gjorde alt, for at rykke ved den almindelige rytme og det imponerede mig. Alt det hvide funky musik fra Talking Heads og selvfølgelig den brasilianske freak Tom Zé. Jeg elsker stadig tidlig punk rock og sen 50’ernes Gene Vincent og Eddie Cochran fordi det er rent, simpelt, men meget stærkt. Jeg hader alt det glam rock lort…

Hader du David Bowie?

Jeg mener… Bowie er en dygtig sangskriver, meget unik vokal og meget unik produktion, men jeg ville ikke kalde ham glam rock. Når jeg snakker om glam rock, snakker jeg om ting, der er opulente, såsom store produktioner. Det er jeg bange for, og jeg kan ikke lide det. Jeg kan lide det meget minimalistisk.

Du har spillet i Danmark før (på Global og Roskilde Festival, red.). Nu spiller du for et udsolgt Lille VEGA, som måske er et mere mainstream spillested. Kan du mærke en stigning i din popularitet hen over de sidste par år?

For det første tror jeg ikke på kategorien “mainstream”, fordi i disse tider fungerer det ikke sådan mere. Der er ikke noget mainstream. I dag kollapser musik-industrien fuldstændig, og resultatet er at tænke i sikre hits og Blockbusters. Det betyder, at der ikke er nogen independent scene mere, hvilket er meget trist, fordi jeg fik blandt andet mine egenskaber og inspirationskilder fra uafhængige pladeselskaber, fra vinylbutikker og sådan nogle ting. Jeg plejede at elske, at komme ned og hænge ud sådanne steder og lære ny musik at kende.

Da jeg først gang kom til Danmark, tror jeg, at vi straks spillede på Roskilde, hvilket var svært, fordi du pludselig fandt dig selv foran 30.000 unge mennesker, og du ved ikke, hvad du skal stille op. Det har altid været fantastisk og mindblowing. Det er hvad jeg virkelig elsker ved Roskilde: evnen til at samle så mange mennesker fra hele Europa. Det er blevet et hot spot henover årene. Det er en legendarisk ting. Og da vi første gang spillede på Global føltes det som om at være hjemme. Alle de shows vi spillede der var fantastiske. Lyden var meget limited, og jeg tror ikke engang vi havde monitor på scenen, men det var virkelig bare WOW! Det er første gang, jeg skal spille her (Lille VEGA) og jeg elsker det. Det ser meget sexet ud.

Har du mødt Hansi Hinterseer? 

Hansi Hinterseer? Nej jeg har aldrig mødt denne mand, og jeg tror ikke jeg kender nogen af hans sange. Jeg tror, han er lidt af en joke i Tyskland.

… Selv i Tyskland?

Ja, fordi han er ikke kendt for hans musik, men fordi han inviterede sine fans til at klatre på bjerge, og så blev han nervøs, fordi der var 4.000 fans, der hev i ham og prøvede at røre ham, og så på et tidspunkt freakede han totalt ud, og så sagde jeg til mig selv: ok, I like the evil face of Hansi Hinterseer. Det skal du skrive under dit spørgsmål: I’m looking for the evil face of Hansi Hinterseer.

Haha, det hermed er noteret…  Hvilket plade spiller på repeat i jeres tourbus?

Lee Scratch Perry med Dub Syndicate og albumtitlen er “Time Boom X De Devil Dead”. Det er en Adrian Sherwood produktion. Det er et meget spaced out album. Meget elektronisk og meget usædvanligt.

Se galleri fra Shantels koncert på VEGA – tryk for stort billede 

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *