Favelaernes stemme

“Vi er mere skrøbelige, end vi tror” – interview med den brasilianske rapper Criolo

Brasilien er blevet ramt af en opvækning indenfor landets populær musik. Kræfterne bag dette kald har for længst været i gang, men hovedrollen kom til at falde på en, der ikke er bange for at indrømme at være et helt almindelig menneske, og samtidig kaste sig ud i noget, som ingen har turdet før.  Nemlig  at  lege  med  de  fineste  nuancer  i  den  store,  boblende gryde af  så  mange musikalske traditioner fra Brasilien –  og  samtidig krydre det med sin saftige og innovative form for protestrap.

Vi snakker om Kleber Gomes, født i Favela das Imbuias, en af de mange slumkvarterer i en metropol som São Paulo. Tidligere skolelærer og en af systemets overlevere.  Men vi snakker også om Criolo, Klebers kunstnernavn. Et navn som netop fremhæver Brasiliens etniske og kulturelle blanding, og under hvor der vokser en kunstner, der er blevet til repræsentant for dem, der kæmper for at få sin plads i Brasiliens nye økonomiske vækst. I 2011 overvejede Criolo, om der ikke var andre måder, han kunne bidrage mere til verden end på en scene. Midt i optagelserne af det der skulle være hans sidste hilsen til musikken, opdagede de erfarne brasilianske musikproducere Marcelo Cabral og Daniel Ganjaman, at der var mere substans i materialet end man skulle tro. En ny Criolo blev født, og hans album ‘Nó na Orelha‘ (på dansk ‘Knude i Øret’) blev hyldet bredt som den bedste brasilianske udgivelse i 2011, og fangede det store publikum samt diverse priser og entusiastiske anmeldelser.

Når man lytter og ikke forstår sproget, kan man mærke den vellykkede blanding af samba, funk, reggae og afrobeat med Criolos rap som gennemgående i musikken. Er man en insider som mig, bliver man draget ind i Criolos verden igennem hans politiske poetik inspireret af São Paulos gader, som på en unik måde er lige så stærk og grov som blød og elegant. For Criolo bruger følsomhedens gåde i kampen mod uretfærdigheden. Og netop disse kvaliteter gjorde, at store, etablerede navne fra den brasilianske musikalske tradition som Caetano Veloso og Chico Buarque anerkendte Criolo som et stort potentiale på Brasiliens musikalske scene.

Criolo spillede på Cosmopol-scenen under dette års Roskilde Festival som en del af sin første europæiske tour, hvor jeg var der for at interviewe ham efter koncerten. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ville være en udfordring at få nogle konkrete svar fra denne rapfilosof, som helst ville svare med at stille spørgsmål.

Du var medstifter i Rinha dos MCS, som er et enestående initiativ for at fremhæve rappen og gadekunsten fra São Paulos udkantsområder i form af udstillinger samt rap og DJ-battles. Kan du fortælle mere om det?

Criolo: Rinha dos MCS er en drøm. En drøm der er blevet til virkelighed. DJ Dandan – som er den udadvendte budbringer i Criolos band – og mig stiftede det for seks år siden, hvor ideen var at samle vennerne og vise mange mennesker de gode ting de var i gang med at lave, men ikke selv var bevidst over. Udover at værdsætte rappen og vinyl-DJ’en.

Hvordan har Rinha dos MCs og din rolle som formidler påvirket dig som kunstner?

C: Jeg har komponeret siden jeg var 11 år, og det er sådan, at alle påvirker alle. Der findes ikke et udklip fra virkeligheden, man kan definere sig i. Et menneske er helheden. Og dette menneske kommer allerede med en serie af indflydelser og manifestationer, som andre mennesker har efterladt der. Vi er mere skrøbelige, end vi tror.

Hvorfor tror du, at det netop er rappen, der er den musikalske form, som er så hyppigt i brug for at sætte spørgsmålstegn ved vores samfund i dag?

C: Sådan har det altid været med rappen. Det er fordi der er mennesker som lever sig ind i rappen på en intens måde og med hjertet i det.

Hvorfor rappen og ikke sangformen, som Brasilien er så kendt for?

C: Sangformen gør det stadig, og har gjort det i en lang periode, f.eks. i 70erne. Hvert øjeblik er et øjeblik og livet er lavet af cyklusser og generationer.  Hver generation har sin måde at udtrykke sig på. Men jeg tror, at uanset hvad, er akten den samme. Om jeg laver en rap eller sang, det vigtigste er akten. Nemlig hvorfor jeg udtrykker mig. Mange gange laver man en sang om delikatessen i en mælkebøtte, men måske er det en metafor om, hvor skrøbelig en borger er i et vist land. Det kommer igen også an på øjeblikket, som former hver lytters fortolkning af hver sangtekst. Den ene form har ikke mere eller mindre relevans end den anden. Det, der taler, er akten, og den begrunder valget.

På tour til Roskilde Festival

Hvordan oplever du forskellen imellem rappen i Brasilien og resten af verden?

C: Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke engang sige, hvordan rappen er i mit byområde, som har en million indbyggere. Men jeg kan sige at rappen bærer

Det kan godt være danskerne ikke kender slumkvarterer, men det betyder ikke, at de ikke har deres reflekterende øjeblikke og ikke bemærker huller, som skal fyldes

en stor energi som besøger menneskenes huse og hjerter. Og du kan selv se. Jeg kommer på scenen, jeg synger reggae, bolero, samba, jeg taler med menneskene… Og så spørger de: ‘Og hvad så?’ Og så siger jeg, at hvis det ikke var rappen, som gav mig muligheden for at komme op på en scene, som viste mig, at jeg var i stand til at komponere et vers… Som hjalp i min opbygning som borger… ville jeg ikke have denne historie om 23 år at fortælle. Fordi det er en energi, ud over det æstetiske. Det er klangen der besøger os, og den er anderledes i hver region af dit område, din by, din stat, dit land, af hele verden. Se hvilken diversitet. Men en følelse støder ind i en andens følelse og så følges æstetikkerne ad med respekt for hinanden. Fordi det, som det hele drejer sig om er respekten iblandt mennesker. Ellers er der ikke noget, der er noget værd. En vidunderlig koncert, en vidunderlig plade, vidunderlige musiker… Men hvis du ikke har respekt for kunsten, bliver alt tomt.

Med hensyn til respekt, hvordan har dit kunstneriske forhold til musikmarkedet været siden denne marketsføringseksplosion relateret til din musik, som på en måde bringer dig her? Er respekten gengældt?

C: Vi lavede en koncert i Milano, hvor der kom to ældre damer, og sagde de havde oversat nogle af mine tekster og givet til deres elever, så derfor var de til koncerten. Det har umiddelbart slet ikke noget med markedet at gøre. Jeg vil sige, at markedet som vi kender det, ikke eksisterer længere. I et klik, hvor mange cd’er, dvd’er og bøger kan downloades? Så det er et andet forhold til markedet der er ved at forme sig.

På din turne fik du mulighed for at møde et af dine store idoler, nemlig opfinderen af ethio-jazz og et af de største navne i afrikansk musik, Mulatu Astake, samt stærke navne fra world music vækstlaget som Baloji. Hvordan var dit møde med dem?

C: Mit møde med Mulatu var noget helt særligt. Han er en sensationel fyr. Vi spillede begge til Black2Black i London og jammede på BBC Radio 6. Mødet med Baloji var rigtig dejligt, jeg havde været ude og se hans koncert på SESC Pompeia i São Paulo. Han er en meget talentfuld fyr. Vi sang samme dag på Cabaret Sauvage i Paris. Det var skønt.

Mange af dine sange handler om slumkvarterne i São Paulo, hvor du selv er født og opvokset. Hvordan kan du forklare danskerne den indflydelse, slumkvarterene har på din musik?

C: Det kan godt være danskerne ikke kender slumkvarterer, men det betyder ikke, at de ikke har deres reflekterende øjeblikke og ikke bemærker huller, som skal fyldes. Sult efter mad i maven er en ubestridt, desperat følelse og endda på en irrationel måde vil man løse det. Men åndens sult, den er uafhængig af, hvor mange biler man har i sin garage.

Hvem er Criolo?

C: Et menneske fyldt med defekter, men som ikke har givet op af sig selv. Det er bare det, jeg er.

Lige fra Rom til Roskilde, og direkte videre til London for at spille flere koncerter. I sommeren har Criolos Rinha dos MCs også fyldt 6 år med en enorm energifyldt endagsfestival i São Paulo. Spørger man Criolo, hvordan han har det med at komme fra slumkvarter til verden, svarer han med stor taknemlighed. Og det er netop igennem denne ærlige og ydmyge attitude, at Criolo har vundet Brasiliens tro og håb for politiske fornyelser.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *