Alverdens Festivaler – Serbien

Få ørene blæst ud til de årlige festligheder i den Serbiske by Guča

Guca Slide

– Hvad hedder festivalen?

Festivalen går normalt under navnet Guča Trompetfestival eller blot Guča Festival. Alternativt kaldes festivalen i Serbien også Dragačevski Sabor Trubača (Dragačevo Festival).

– Hvor i verden?

Guča er en landsby med lidt over 2.000 indbyggere i regionen Dragačevo i det sydvestlige Serbien. Den ligger ca. 150 km syd for Serbiens hovedstad Beograd.

– Hvornår afholdes den?

Festivalen forløber hvert år over en hel uge (mandag-søndag) i første halvdel af august. I 2013 afholdes den fra d. 5.-11. august.

 

– Hvad kendetegner festivalen?

Guča Festivalen er en stort anlagt fejring af hornorkestertraditionen i Serbien, og resten af Balkan, og præsenterer i musikalsk henseende (næsten) udelukkende orkestre indenfor denne stil. I dens seneste udgaver har festivalen tiltrukket over en halv million publikummer, heraf også en betydelig del internationale gæster, og dens popularitet og renomé som en af de mest intense og vilde festivaloplevelser synes kun at vokse år for år. Guča Festivalen startede ellers helt i det små tilbage i 1961, hvor hornorkestertraditionen i regionen var i klar tilbagegang og det første år optrådte således kun fire orkestre foran godt og vel 2.500 publikummer. Dengang under det kommunistiske styre i Jugoslavien var festivalen et af de få alternativer til officielle statsstyrede arrangementer. I dag, efter JugoslaviensOLYMPUS DIGITAL CAMERA sammenbrud, er festivalen kommet i høj kurs som scene for fremvisningen af serbisk national stolthed og traditioner, og serbiske flag og andre nationale symboler bæres af publikummer overalt på festivalen. Ser man derimod på de optrædende orkestre, har langt de fleste musikere dog ikke etnisk serbisk, men derimod roma baggrund, og det er især i den sydlige del af landet i roma samfund at den traditionelle čoček musik praktiseres. Til den officielle konkurrence på festivalen udvælges der hvert år omkring fyrre orkestre til at dyste om en række priser, hvor de vigtigste er den Gyldne Trompet, der gives til den bedste trompetist, og prisen for bedste orkester. Denne del af festivalen finder sted fra fredag til søndag på et stadium der bygges specielt til lejligheden. Allerede fra festivalens åbning om mandagen fyldes Gučas gader dog med lyden af de hundredvis af håbefulde orkestre, der i løbet af ugen konkurrerer om publikums gunst på de mange restauranter og barer i byen.

– Udvalgte navne der tidligere har gæstet festivalen

Boban i Marko Marković Orkestar

Goran Bregović

Veljko Ostojić (vinder af den Gyldne Trompet 2004, 2006 og 2012)

Fejat Sejdić (vinder bedste orkester  1976, 1983, 1985, 1987, 1991, 1994, 2004 og den Gyldne Trompet 1981)

 

– Hvordan kommer man dertil?

Den nemmeste måde at komme til festivalen fra Danmark er i første omgang at flyve til Beograd og herfra tage bus eller tog videre. Flyturen fra København til Beograd udbydes bl.a. af Norwegian, Lufthansa og det serbiske selskab Jat Airways. Fra Beograds centrale busstation afgår der hver time busser til Čačak, den nærmeste større by til Guča, hvor man kan skifte til en lokal bus som bringer en det sidste stykke vej. Denne tur tager samlet en tre-fire timer. Foretrækker man at tage toget fra Beograd, hedder destination i første omgang Požega, en 25 km fra Guča, hvorfra der ligeledes går busser videre.

– Hvor kan man overnatte?

Der er et par større campingområder tilknyttet festivalen, hvor man mod betaling af et gebyr, normalt mellem 50-150 kr pr. person pr. nat, kan overnatte. Derudover er der også mange private der udlejer deres haver til campister under festivalen. Der findes kun et par enkelte hoteller og vandrehjem i Guča, så er man ikke så meget til teltlivet, er det bedste alternativ at blive indkvarteret i private hjem. En stor del af landsbyens indbyggere udlejer værelser til publikummer under festivalen, og udlejning formidles bl.a. af hjemmesiden www.guca.rs.

spek-guca

– 3 vigtige ting at tage med på festivalen: 

Pengesedler (til at klistre på panden af de svedende musikere – Her foretrækkes euro frem for serbiske dinarer)

En appetit for kød (Det er ikke nemt at være vegetar i Serbien)

Ørepropper (Hvis man nu alligevel skulle ønske at få sovet i en by fyldt med hornorkestre, der spiller nærmest i døgndrift)

– Hvad koster billetten?

Adgang til festivalen er gratis.

– Mad og drikke / Hvad koster det at leve?:

Under festivalen er Guča fyldt med restauranter og madsteder der serverer traditionel serbisk mad. I den serbiske madkultur er det kødet der dominerer, og normalt har disse guca_partymadsteder et åbent ildsted, hvor hele grise, lam og endda køer grilles på spyd. Et måltid mad koster for det meste mellem 20 og 40 kroner. På festivalen bliver der drukket enorme mængder af øl og priserne er da også dertil svarende rimelige – en fadøl koster normalt mellem 10 og 15 kr. Derudover er de lokale varianter af brændevinen rakija en uomgængelig del af festivalen, men vær opmærksom på at de hjemmebrændte kan have en meget høj alkoholprocent.

– Når nu man alligevel er der, kunne det måske være interessant at:

Et ophold i Beograd før eller efter festivalen kan varmt anbefales. Byen har ikke så mange turistattraktioner i traditionel forstand, men byder derimod på livlig storbystemning og er især berømt for sit natteliv med uanede mængder af barer og natklubber at vælge imellem. Her finder man alt fra rock og techno undergrundsklubber til de populære discobåde langs Donau- og Savaflodens breder. Ellers kan man besøge byens fort Kalemegdan med udsigt over de to floder, der mødes ved foden af fortet; vandre igennem de brolagte stræder i bohemékvarteret Skadarlija i den gamle by; eller hvis man interesserer sig for arkitektur studere de ofte aparte blandinger af historiske bygninger og østblok funktionalisme man finder rundt om i byen.

Se mere: Officiel hjemmeside, nyhedsside for festivalen

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *