Østeuropæisk Roskilde

En guide til fredagens program for de Balkan-interesserede

Osteuropa Guide Slide

Roskilde har samlet tre spændende orkestre fra Østeuropa på samme dag. Start dagen langsomt med det elektronisk baserede Kottarashky & The Rain Dogs fra Bulgarien, gå på opdagelse i eksperimenterende kvindesang med DakhaBrakha fra Ukraine, og giv dig selv dit livs Balkanfest med uovertruffende Söndörgö fra Ungarn.

Kottarashky & The Rain Dogs – Cosmopol kl. 14

Hvad enten du lige er stavret ud af teltet, eller ankommet ren og pæn fra den virkelige verden, så bevæg dig stille og roligt imod Cosmopol-teltet når klokken nærmer sig to. Her vil bulgarske Kottarashky fylde det støvede mørke med samples fra sit bjergrige lands udkanter, akkompagneret af bandet The Rain Dogs på klarinet, guitar, bas og trommer.

Roskilde beskriver musikken som “at slentre gennem det moderne Sofia på en sommerdag”, og enhver der har oplevet den bulgarske varme, vil mindes den brændende sløvhed som karakteriserer det indre Balkan på denne tid. Som gruppens navn antyder, skal vi dog ikke fortvivle hvis vejret er Roskilde imod. Regnhundene vil kun stå sig endnu bedre bag et gardin af dråber og lade basgroovet overbevise festivalgæsterne om at regnes kølighed også kan være en kærkommen og energisk afveksling til sommervarmen. Mærk klarinetten svømme rundt under det uendelige blå lærred mens tiden blive lang og bred. Læn dig tilbage i Bulgarien. 

Mere info om bandet her

DakhaBrakha – Pavilion kl. 16

Efter Bulgarien går turen op langs Sortehavet hvor man kan overvære Ukraines forsøg på at definere en særegen national kultur. Den tidligere Sovjet-republik sender os kvartetten DakhaBrakha (udtales “daha-braha” med hårdt h) som en del af projektet “Mystic Ukraine”, der er et forsøg på at udbrede kendskabet til energien i Ukraine og dets kultur. Navnet DakhaBrakha (ДахаБраха på kyrillisk) betyder “giv-tag” på gammel ukrainsk og refererer til gruppens filosofi om at give og tage fra forskellige etniske traditioner med det formål at skabe noget både originalt og autentisk. Dette sker i overensstemmelse med Mystic Ukraines programtekst, hvor der blandt andet står: “The new strategy for Ukraine is not in a restoration of the traditions and the forms of mentality but in a creation of a new myth of Ukrainian people as the nation of action, self-responsibility and real independence.”

Sådanne åbenlyse forbindelser til nationalisme, samt den prætentiøse indstilling, får ofte folkemusikentusiaster til at flygte i væmmelse. Men essentialismen, forestillingen om det etnisk særegne og dermed nationalismen, er den grundlæggende forståelsesrammeDakhaBrakha2 for folkemusik og verdensmusik, hvad end vi tør anerkende det eller ej. Det er grænsedragningernes vilkårlighed og det romantiserede i forestillingen om autenticitet som vi konfronteres med, når folkemusik så ublu konstrueres. DakhaBrakha har dog valgt at gøre noget endnu dristigere, idet de også tager fra andre “autentiske kulturer” for skabe en særlig ukrainsk syntese. I en kortfilm af Vincent Moon (der også har lavet dokumentaren An Island om Efterklang) kan man se hvordan styrketrænende ukrainere på en badestrand ved Kiev giver Dakhabrakha en relativ kølig modtagelse.

Som publikum på en festival i Danmark, er der to forskellige måder at gå til DakhaBrakha på. Gruppen blev dannet på et avantgardeteater, og man kan derfor opleve dem som en udforende og lidt fjollet performance, der blander dissonerende slavisk kvindesang med alt hvad de tror de unge og udlandet vil have. Man kan også bare nøjes med at konstatere, at Roskilde Festival er en del af den virkelige verden og dens storpolitik, og så ellers give og tage af DakhaBrakhas musikalske og sceniske univers som man lyster. Intet af det findes kun i Ukraine – selv den klagende kvindesang tilhører hele Østeuropa og kunne lige så vel indgå hos Kottarashky – men de er dygtige, og du vil snyde dig selv for en særdeles autentisk oplevelse fra skyggen af Sovjet, hvis du ikke kommer forbi Pavilion scenen.

Mere info om bandet her

Söndörgö – Pavilion kl. 22

Dagens højdepunkt – ja muligvis hele festivalens hvis man er til Balkan – er den sublime kvintet Söndörgö. Hvis du godt kan lide energien i Balkan-musikken, men er træt af hornene og den fortærskede sigøjnerromantik, vil denne aften være en fantastisk introduktion til de mange andre – og mere interessante – Balkan-genrer der lever i bedste velgående. Söndörgö (udtales “Sjøndørgøø”) er fra Ungarn, men spiller musik fra hele halvøen. De fem fyre forsøger ikke at opfinde den dybe og autentiske tallerken som Kottarashky og DakhaBrakha, men har derimod brugt de sidste 18 år på at mestre det musikalske til perfektion. Söndörgös speciale er tamburitza-stilen, som i 2008 indbragte dem prisen for bedste tambura-orkester i Novi Sad i det nordlige Serbien, hvor genren har sit centrum og er højt elsket. En tamburaritza er et lille strengeinstrument i familie med mandolinen, og for udenforstående kan tamburaši godt lyde som et fandenivoldsk møde mellem Venedig og en banjoduel. Sangene kan dog også være meget sørgelige, og genren er udpræget værtshusmusik.

Söndörgö har endvidere turneret med den makedonske saxofonist Ferus Mustafov, og er meget mere end bare et tambura-orkester. På deres seneste besøg i Danmark i april gjorde Söndörgö et uudsletteligt indtryk med ukuelig energi og præcision på alt fra klarinet, saxofon og hyrdefløjte til harmonika, darbuka og kontrabas. Mange Balkan-orkestre ville give deres højre arm for at kunne mestre blot én genre på det niveau, mens Söndörgö mestrer adskillige. Det er ikke en musik man hører fordi det er world, nyskabende eller autentisk, men fordi det er sindssygt fedt.

Mere info om bandet her

Emil Nepper-Davidsen har en bachelor i Balkanstudier, har rejst adskillige gange i regionen, og er en del af det københavnske Balkan-rock band Rækværk

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *