Almonde på Alive Festival

Vi dækker festivalen i Thy denne weekend

Alive slide

Alive Festivalen er en to-dages musikfestival i Thy i Nordjylland. Festivalen, der i år finder sted for femte gang, blev startet med det formål at styrke Thy regionens kulturliv ved at præsentere spændende og nyskabende musik fra både ind- og udland, samt skabe en platform hvor lovende lokale bands kan nå ud til et bredere publikum. På trods af festivalens lille format, der er plads til ca. 1100 publikummer og en 150 frivillige, er musikprogrammet ganske imponerende. Her finder man navne både indenfor rock, elektronisk, folk og world, og årets program byder bl.a. på rockduoen the Raveonettes, samplevirtuoserne Den Sorte Skole, popsangerinden Fallulah og dansksproget folkrock med Folkeklubben.

Størstedelen af de optrædende navne er danske, men programmet byder også på enkelte udenlandske kunstnere, og for de world interesserede, har festivalen gjort et scoop ved at booke den legendariske ghanesiske musiker Ebo Taylor. Taylor, der i dag er 77 år og har været aktiv musiker siden 1950’erne, har været en central skikkelse i udviklingen af moderne vestafrikansk musik, og stilarter som highlife, afrobeat og afrofunk. Især i løbet af 70’erne var han allestedsnærværende på den ghanesiske musikscene, både som bandleder, arrangør, producer og guitarist. I forbindelse med den revival, der i de senere år har været omkring vestafrikansk musik fra denne periode, har Taylors musik fået en stor fornyet opmærksomhed internationalt. Sammen med bandet Afrobeat Academy har han  turneret over det mest af verden, og også besøgt Danmark flere gange. I 2010 udkom hans første internationalt udgivne studiealbum Love and Death på det anerkende engelske pladeselskab Strut, og siden hen er fulgt endnu et studiealbum og et opsamlingsalbum med materiale fra hans storhedstid i 70’erne. På Alive spiller Taylor og The Afrobeat Academy lørdag aften, og er man på festivalen, er der efter koncerten mulighed for at møde Taylor i forbindelse med Almondes interview-session i URT-huset. Kom forbi vores stand på festivalen og hør nærmere.

Udover Taylor, er der som nævnt også mulighed for at opleve den danske DJ-duo Den Sorte Skole, der spiller på festivalen imorgen aften. Den Sorte Skole udgav i foråret den meget roste Lektion #3, hvorpå de har samplet mere end 250 plader fra 51 forskellige lande. I forbindelse med duoens koncert på Roskilde Festivalen tidligere på sommeren mødte Almonde det ene medlem Martin Højland til et længere snak om Lektion #3. Læs interviewet her.

Lørdag eftermiddag spiller trioen Folkeklubben, hvis melodiøse folkrock og danske tekster er blevet sammenlignet med Gasolin og tidlig Kim Larsen. Bandet har allerede haft stor succes med sange som “Bagmænd og Supertanker” og “Fedterøv”, og ligget i toppen af både P3s Elektriske Barometer og Dansktop hitlisten. I foråret udkom debutalbummet Nye Tider.

I anledningen af festivalen udlodder vi signerede plader med Ebo Taylor og Folkeklubben. Svar på spørgsmålene nedenfor og deltag i konkurrencen:

  • Hvad hedder Ebo Taylors seneste studiealbum der udkom sidste år?
  • Hvad er den fulde titel på den plade med Cæsar og Poul Dissing som Folkeklubben har deres navn fra?

Svar sendes til redaktion@almonde.dk med “konkurrence” i emnefeltet. Husk navn og adresse. Konkurrencen er åben til og med mandag d. 19 august.

Læs mere om Alive på festivalens hjemmeside

 

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *