WOMEX ’13 i Cardiff

Vi præsenterer musikken på årets World Music Expo, der løber af stablen i denne uge

WOMEX 13 logoWOMEX festivalen er den årlige sammenkomst for verdensmusikken og samler hver oktober branchefolk – bookere, agenter, musikere m.m. – fra hele verden til fem dages intensiv networking. Det er  her nye internationale samarbejder etableres og gamle holdes ved lige, og der er en hektisk stemning blandt de tusinder af delegerede, der bevæger sig rundt på trade fair messen i dagtimerne. Om aftenen bliver stemningen mere afslappet, og musikken tager over i form af den omfattende showcase festival, der henover fire aftener præsenterer mere end 60 kunstnere fra hele verden. Dette indbefatter både nye upcoming navne og mere etablerede kunstnere, der håber at bryde igennem til nye markeder. Showcase festivalen er således en oplagt mulighed til at spotte nye tendenser inden for den globale populærmusik og få et hint om fremtidens store navne, hvilket det danske publikum også kunne erfare de tre år, WOMEX var i København (2009-11) og showcase-delen fandt sted i DR koncerthusets imponerende rammer. I år er festivalen rykket til Wales’ hovedstad Cardiff, hvor Almonde også vil være til stede. Vi har i den forbindelse lyttet musikprogrammet igennem og samlet en playliste med 10 af de mest spændende navne på festivalen, som vi er sikre på, at man kommer til at høre mere til i fremtiden – og derfor interessante at stifte bekendtskab med, også selvom man ikke nødvendigvis skal til Cardiff. Herunder følger en kort introduktion til de ti kunstnere – playlisten findes til højre på Almondes forside.

Debademba slide1. Debademba – Nusso Dia

Debadembas medlemmer bor til daglig i Paris, men har baggrund i Mali og Burkina Faso, og musikken er en fusion af forskellige afrikanske stilarter, herunder vestafrikansk blues og afro-funk. “Nusso Dia” er åbningsnummeret på albummet Souleymane fra i år, og præsenterer til fulde bandets store potentiale.

2. Lokkhi Terra – Tumi Eshechile Porshu

Lokkhi Terra er et band der I den grad repræsenterer Londons multikulturelle karakter og mange musikalske blandinger. Bandet tæller medlemmer fra både Afrika, det Sydøstlige Asien og Cuba, og bandets lyd er herudfra et særdeles overraskende miks af folkesange fra Bangladesh, afrobeat og cubansk musik.

3. Fanfara Tirana meets Transglobal Underground – No Guns at the Wedding

Albaniens førende Balkan-brass band Fanfara Tirana møder de britiske world-electronica veteraner Transglobal Underground i et overraskende vellykket musikalsk samarbejde, der tilføjer nye aspekter til Balkan (fest)musikken. På dette nummer går jamaicansk dancehall således i spænd med albansk bryllupsmusik som om det var det mest naturlige i verden.

4. Grupo Bongar – Ô Vaquiero

Grupo BongarDenne gruppe er fra delstaten Pernambuco i det nordøstlige Brasilien og videfører de musiktraditioner og religiøse ritualer, der eksister blandt Xamba-folket i denne region. Musikken er bygget op af heftige perkussion-forløb og call-response vokalerne mellem forsanger Guitinho og resten af gruppen.

5. Family Atlantica – El Apamate

Et andet band fra London med udgangspunkt i byens kosmopolitiske musikscene. Family Atlantica tæller medlemmer fra Afrika, Latinamerika og England, og navnet referer til de musikalske udvekslinger henover Atlanten, som er gruppens fundament. Afrobeat, highlife, salsa og psykedelisk jazz er blot nogle af de ingredienser, der indgår i mixet.

6. Auntie Flo feat. Mamacia – La Samaria

Auntie Flo er alias for den britiske DJ og producer Brian D’Souza, der præsenteres som en del af festivalens elektroniske natteprogram. Auntie Flo har udgangspunkt i blandingen af afro-rytmer og perkussion med elektroniske genrer som house og electro. Han bringer dog også andre globale inspirationer ind i musikken, som på dette nummer med vokal af den chilenske sangerinde Mamacia.

7. Lo Griyo – Mogador

Bandleder og multi-instrumentalist Sami Pageaux Waro er fra den lille ø La Reunion ud for Madagascar og søn af mesteren inden for øens traditionelle maloya-musik, Danyèl Waro. Sammen med gruppens to øvrige medlemmer peger han maloya-traditionen i nye retninger både hvad angår den instrumentale opsætning, der bl.a. tæller saxofon og kora, og tilføjelsen af elektroniske loops og samples.

Filastine8. Filastine & Nova – Gendjer2

Blandt nutidens mange globale musikalske hybrider er Filastine en af de mest unikke og sværeste at indkredse rent genremæssigt. Manden bag projektet, Grey Filastine, fusionerer elektroniske beats og genrer som dubstep og hip hop med realoptagelser, akustiske strygere og samples af alskens musik fra rundt om i verden. Duoens anden halvdel, den indonesiske sangerinde Nova, synger smukt henover det rå lydbillede.

9. 9Bach – Bwthyn Fy Nain

Da WOMEX denne gang finder sted i Wales, er der en hel del walisiske og britiske folknavne på programmet. Et af de mest interessante er efter vores mening denne walisiske gruppe, der med sangerinden Lisa Jen i front præsenterer en moderne fortolkning af landets folkemusik indbefattende både harpe, glockenspiel og tungt rockende el-guitar.

10. Amira – Prošeta se jovka kumanovka

Sangerinden Amira Medjunan fortolker de melankolske bosniske sevdah-sange, så ikke et øje er tørt. Amira, der udgav sit første album for ti år siden, er både anerkendt i hjemlandet og internationalt som et af de helt centrale navne i videreførelsen af sevdah-traditionen og er blevet beskrevet som Bosnien & Hercegovinas svar på Billie Holiday.

På festivalen spiller derudover også Mitú og Ebo Taylor, to navne vi har bragt artikler om fornylig.

Både Family Atlantica og Filastine & Nova kan opleves i København i november, henholdsvis d. 15 og d. 23. Begge koncerter finder sted på spillestedet Global.

For mere info om WOMEX, se Almondes introduktion til sidste års festival i Grækenland her og besøg festivalens egen hjemmeside

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *