Eksplosiv elektronisk dancehall

En introduktion til Major Lazer der igen er koncertaktuelle i Danmark

Major Lazer slideEr man til elektronisk klubmusik, dancehall og masser af bas, så er der noget at glæde sig til når Major Lazer besøger København for andet år i træk. Sidste år spillede Major Lazer i forbindelse med Strøm festivalen i Store Vega, hvilket var en kæmpe fest, i en sådan grad at Major Lazers to DJs Diplo og Jillionaire begge selv endte med at danse ovenpå DJ-pulten i løbet af koncerten. Der blev hevet godt og vel tyve piger op på scenen og Diplo hoppede rundt inde i en kæmpe oppustelig plastikbold, i et sindssygt stage dive. Denne gang spiller Major Lazer på torsdag i Falconer Salen på Frederiksberg, og man kan godt sætte forventningerne op til en ligeså vanvittig oplevelse igen.

Siden Major Lazer første gang besøgte Danmark, på Roskilde Festival i 2009, er der sket meget. Gruppen har sagt farvel til britiske DJ Switch og velkommen til to nye DJs og producere, Jillionaire og Walshy Fire. I spidsen for Major Lazer står dog stadig projektets anden grundlægger, Thomas Wesley Prenz aka Diplo. Udover at være Major Lazers musikalske omdrejningspunkt, er Diplo også en  særdeles succesfuld kunstner på egen hånd og endvidere en af tidens mest populære producere, der bl.a. har Diploproduceret for stjerner som Lil’ Wayne, M.I.A, Santigold og danske MØ. Gennem sin musik, har han været med til at introducere den vestlige klubscene for en mere globalt-orienteret elektronisk lyd, med inspiration fra både old school dancehall og reggae, og genrer som brasiliansk baile funk og latinamerikansk cumbia. Samtidig er Diplo også grundlægger af det banebrydende pladeselskab Mad Decent, der har været en af bannerførerne indenfor nye elektroniske genrer som dubstep, trap og moombahton. Mange af Mad Decents DJs og producere har endvidere, som Diplo selv, taget forskellige globale genrer til sig, herunder baile funk og den hårdtslående angolanske kuduro-rap, hvilket har hjulpet grupper som Buraka Som Sistema og Bonde de Rolê godt på vej til international succes.

Diplo startede Major Lazer i 2009 sammen med produceren Switch efter de to havde mødtes omkring arbejdet med M.I.A.s album Kala. De havde begge en forkærlighed for den jamaicanske dancehall og snart opstod ideen om at lave en elektronisk opdatering af genren. Dette førte til albummet Guns Don’t Kill People… Lazers Do med kæmpehittet “Pon De Floor”, der havde en ny og meget speciel lyd, som man ikke havde hørt i det amerikanske klubmiljø før. “Pon De Floor” sprudlede af dancehall og bas, men det er den catchy hovedrytme, eller droppet, der gør at man ikke kan slippe nummeret. De mange gange nummeret er blevet samplet af andre elektroniske kunstnere taler også for at Diplo og Switch havde fat i noget nyt og anderledes.

Guns Don’t Kill People… Lazers Do, optrådte dancehall-stjerner som Mr. Vegas, Turbulence og Vybz Kartel, men det til trods er der ikke meget old school dancehall at finde på albummet. Diplo og Switchs baggrund indenfor elektronisk musik står tydeligt frem, og musikken foregår i et højere tempo med masser af wobble-bas. Samtidig er albummet også meget alsidigt og spækket med masser af skøre musikalske indslag og vilde samples, og det kan af og til være svært, at finde den røde tråd.

Med Guns Don’t Kill People.. Lazer Do havde Diplo og Switch lagt grunden for en ny blanding af dancehall og klubmusik. Den første single Major Lazer udgav herefter, “Original Don”, introducerede en endnu mere hårdtslående elektronisk stil. Nummeret, der blev produceret i samarbejde med de hollandske DJs The Partysquad, var samtidig med til at popularisere genren trap, kendetegnet ved downtempo tung bass og samplede hiphop beats. Trap er siden hen blevet en af de mest populære nye elektroniske genrer med navne som Flosstradamus, Baauer og danske Nonsens og ELOQ.



Major Lazer offentliggjorde i midten af 2012, at de var i gang med et nyt album og udgav kort efter førstesinglen “Get Free” med vokal af sangerinden Amber fra bandet Dirty Projectors. Nummeret blev et af årets store hits og introducerede samtidig, med dets tilbagelænede dub-beat og fængende vokalmelodi, en ny musikalsk side af Major Lazer, der lå langt fra den hårdtslående lyd som ellers havde kendetegnet gruppen.

Den efterfølgende single “Wacth Out For This(Bumaye)“, med gæsteoptræden af den jamaicanske dancehall sanger Busy Signal, lå derimod mere i forlængelse af gruppens karakteristiske blanding af electro-dancehall og trap.

I april i år udkom albummet Free the Universe langt om længe. Albummet var spækket med endnu flere store gæstestjerner, bl.a. popsangeren Bruno Mars og Erza Koenig fra indiebandet Vampire Weekend. Derudover optrådte ligeledes dancehall-solister som Vybz Kartel, Shaggy og Busy Signal, og de mange forskellige gæstesolister vidner igen om et album med store musikalske spring mellem de forskellige numre.
Major Lazers mange genreskift kan af og til være forvirrende at lytte til på plade, men den store musikalske diversitet er samtidig noget af det der har gjort det spændende at følge gruppen. Med blandingen af den jamaicanske dancehall og hårdtslående elektronisk klubmusik, har de introduceret en nyskabende og original lyd, der har formået at slå sig Major Lazer livefast hos det brede publikum og samtidig været med til at bane vejen frem for mange andre nye producere og DJs.

Det bliver uden tvivl et ekstraordinært liveshow i Falkoner salen på torsdag, en kæmpe fest med letpåklædte damer, bare overkroppe og ikke mindst en masse bas.

Ses vi i Falconer?

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *