Americana – tilbage til rødderne

Hvad betyder det egentlig, når musik er Americana? Tag med på en lang rejse, der fører vidt omkring. Med Ryan Adams tilbage til dengang tvillingetårnene faldt. På besøg hos 1700-tallets engelske udvandrere, der sad i Appalacherne og sang hjemstavnssange. Til slaverne, der sled i bomuldsplantagerne. For til sidst at ende hos regnvåde skandinaver med en nostalgisk længsel efter steder, de aldrig har besøgt.

Der skete noget vigtigt i september 2001. Det kan de fleste nok blive enige om. Det behøver næppe forklares nærmere, hvordan terrorangrebet i New York kom til at betyde rigtig meget for hele verdenssituationen i årene, der fulgte. Men i musikkens verden skete der også noget betydningsfuldt. Noget, der i samspil med efterskælvet fra terrorangrebet kom til at sætte en ny dagsorden.

Ryan Adams, en ung, talentfuld og særdeles produktiv sangskriver med rødder i North Carolina, udkom netop i september 2001 med sit andet soloalbum ‘Gold’. Albummet, der til dato har solgt næsten en million eksemplarer på verdensplan, åbnede med nummeret ‘New York, New York’. Ifølge kunstneren selv en banal sang om en storbytilflytters møde med ulykkelig kærlighed. Men på grund af den historiske timing – og ikke mindst på grund af musikvideoen, der blev skudt den 7. september og viste tvillingetårnene i baggrunden bag sangeren – fik den hurtigt karakter af et anthem. Et nummer, der for mange amerikanere kom til at hænge uløseligt sammen med de traumatiske begivenheder, amerikanerne gennemgik i denne periode.

‘Gold’ konsoliderede Ryan Adams’ position som en af USA’s mest markante sangskrivere og musikere. Han havde som frontfigur i bandet Whiskeytown og med sit første soloalbum ‘Heartbreaker’ allerede vist sit format, men det var med ‘Gold’, at han tog det afgørende skridt. For sig selv – og måske også for musikgenren, der blev kendt som Americana.

Når man læser anmeldelserne af albummet fra dengang, støder man kun få steder på begrebet americana. Men når man læser alle musikmagasinernes retrospektive jubilæumsartikler fra 2011, da albummet fyldte 10 år, er ordet strøet ud over det hele. Der var sket noget i de mellemliggende år, og måske blev det hele for alvor sat i gang i de dage i september 2001

Ryan Adams GoldDer var dybest set intet nyt under solen på ‘Gold’. Ryan Adams kendte den amerikanske musikhistorie, og han trak elegant tråde tilbage til forskellige hjørner af den. Som musikmagasinet Rolling Stone konstaterede, kunne et nummer som ‘New York, New York’ snildt have været at finde på en hitliste anno 1974. Der blev på hele albummet trukket solidt på såvel country, folk og traditionel amerikansk rock.

Men lige netop “intet nyt” var måske det, amerikanerne havde allermest brug for, da verden omkring dem begyndte at skælve og slå revner i slutningen af 2001. Det er i hvert fald en mulig forklaring på, hvorfor genren Americana gik hen og blev en af de mest markante i årene, der fulgte – og hvorfor den stadig er stor og vigtig den dag i dag.

Der manglede en genre

Uncut AmericanaMen er Americana overhovedet en musikgenre? I kølvandet på ‘Gold’ begyndte begrebet for alvor at sprede sig i forskellige musikmedier. I begyndelsen af 2002 udkom det britiske musikmagasin Uncut med ørkenmotiv og ordet Americana markant placeret på forsiden. Med magasinet fulgte en cd med numre af bl.a. Lucinda Williams, Josh Rouse og Ryan Adams. Musikentusiaster – fra anmeldere til pladesamlere og koncertgængere – begyndte at bruge termen i flæng, men når man forsøger at nærme sig en definition af, hvad genren i virkeligheden består af, så bliver man ikke voldsomt meget klogere. Diverse leksika kommer det ikke meget nærmere end formuleringer i stil med, at “americana er musik, der trækker på de traditionelle amerikanske genrer.”  Og det må da siges at være en temmelig rummelig hat.

I virkeligheden opstod betegnelsen i 1995, da en lille gruppe amerikanske musikredaktører ønskede at skabe en hitliste for al den interessante musik, der i deres øjne faldt ned mellem stolene. Og det var ret meget musik, for på det tidspunkt var der (i hvert fald på hitlisterne og i de officielle genrebetegnelser) et markant gab mellem rock og country. Rock kunne være mere eller mindre klassisk eller alternativ, eller den kunne være en beskidt storm af støj fra Seattle. Countrymusikken, der blev spillet på de store country-radiostationer, kom som regel fra Nashville eller omegn og var glat, poleret og pæn. Ingen musikere, der så sig selv som bare en smule alternative, havde lyst til at klaske en country-etikette på deres musik og dermed blive associeret med bredskyggede cowboyhatte, hestehaler og bagstræberiske tekster om pickup-trucks, trofaste damer eller den private ejendomsret.

Crucial Country. Sådan foreslog Rob Bleetstein, den ene af de to redaktører, at den “nye” genre skulle hedde, men selv det navn ville komme til at lugte for meget af country. Og da hans makker, Jon Grimson, foreslog Americana, blev de hurtigt enige om, at det var det helt rigtige. “Det betød ingenting, og det var vores chance for at give det vores helt egen definition,” fortalte Bleetstein senere en journalist.

Americana er altså et begreb, der er opstået omkring markedspositionering, ikke omkring en specifik lyd eller brug af bestemte instrumenter. Dermed er genren dybest set lige så lidt en genre som indie, der i dag bruges flittigt af anmeldere og andet godtfolk, men som historisk set ikke fortæller andet, end at musikken er udkommet på et uafhængigt (independent) label – hvilket meget af den musik, vi i dag betegner som indie, slet ikke gør.

Dette indlæg blev posted i Kronikken og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *