Ramt af bulgarsk bryllupsmusik

Interview med Peter Bastian om balkanmusik og mentoren Nikola Jankov

Ivanna og Bastian 596_320

Peter Bastian og Nikola Jankov (yderst til venstre) på Global

Peter Bastian gæstede Global Copenhagen i lørdags sammen med sin klarinetlærer igennem 42 år, bulgarske Nikola Jankov. Almonde mødte Peter Bastian inden koncerten til en snak om spilleglæde, musikalsk inspiration, og om hvordan han blev fuldstændig ramt af den bulgarske balkan-musik.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvordan du bevarer spilleglæden efter så mange år med musikken som levevej?

Det er et godt spørgsmål. Jeg har jo haft nogle bands, som jeg har spillet sammen med i mange år, og så kan man til tider tænker: Nu må det være nok; vi må prøve noget andet og noget nyt. Men så sker der det nogle gange, at man spiller en koncert, hvor man fuldstændig tager fusen på sig selv, og det er dét, der gør det hele værd. Man husker, at det er derfor, man spiller sammen. Man oplever den der fuldstændige transcendens i dét at spille, som ligger langt ud over, hvad man kan forstå. Et eller andet der sker, som er helt magisk. Det skal helst ske jævnligt, når man spiller. Ligesom i et ægteskab kan man have det sådan: Det går fint, det er okay, men det skal helst tage fusen på én nogen gange. Pludselig møder man  hinanden fuldstændig og så ved man, hvorfor det er, man er sammen. Og så er man helt revitaliseret.

Et andet trick til at bevare spilleglæden er altid at gå videre, så man når et nyt sted hen. Der er ikke nogen stationær position som kunstner; man kan enten udvikle sig eller stagnere.

Hvornår har du sidst mærket følelsen af transcendens, når du spiller?

I den grad med de her kære bulgarske drenge. Jeg har været i gang i 42 år, og jeg har øvet mig som et svin til denne turné, klarinetten svinger. Det er som om, at det slet ikke er mig, der spiller. Jeg har følelsen af at spytte ild ud, og så flytter fingrene sig af sig selv.

Den der følelse af fuldstændig opslugthed kommer af høje forventninger og af hele tiden at følge de forventninger.

Har du altid haft høje forventninger til dig selv?

Ja, når jeg står på en scene, stiller jeg altid forventningerne så højt, som jeg overhovedet kan. Og jeg vil sige – og det er helt generelt – at man kan have nogen forventninger til fællesskabet, og det har jeg altid med mig. Jeg har altid nogen sindssygt høje forventninger til fællesskabet, og det er ikke altid, at de opnås, men jeg sigter altid efter at opnå mine højeste forventninger.

Hvorfor valgte du netop at spille denne type balkan-musik på klarinetten?

Det, der gjorde, at jeg ville lære at spille denne type balkanmusik, var et produkt af 60erne, 70erne, hvor vi blev interesserede i den store verden. På det tidspunkt var jeg teoretisk fysiker, og jeg spillede klassisk musik, og det var sgu ikke særlig hipt… Og klassisk musik, det var med noder, og alle de andre styrtede af sted med folkemusikken. Og dér blev jeg interesseret i den bulgarske musik og startede med at spille den på fagot, og det lød virkelig ad helvede til. Og så hørte jeg hjemme hos en af mine kammerater Harmonika-Egon, en båndoptagelse af en fantastisk klarinetspiller. Og du ved, nogen gange bliver man ramt af et stykke.

Det ramte mig et eller andet sted. Du kan sige the deep blues. Altså at du lige pludselig oplever, at dér, hvor du troede, du var helt alene i verden, dér er du ikke spor alene. Og det gjorde, at jeg simpelthen besluttede mig til, at jeg ville finde ham. Så jeg tog til Bulgarien og gik ind i en pladeforretning, og sagde “klarinet”, så spillede de forskellige plader for mig, og pludselig var der én plade, hvor jeg med det samme kunne høre, at det var ham. Det er musik, så man slet ikke kan glemme det. Man spiller det bare igen og igen. Det er jeg egentlig aldrig kommet mig over. Det har jeg øvet mig på i 42 år, og jeg spiller det i aften.

Hvordan kunne du høre, at det var ham?

Det kunne jeg høre på klangen og på spillestilen. Der var ingen tvivl. Og jeg fandt ham så med stort besvær. Vi blev venner, og så sang jeg det nummer for ham, som jeg havde hørt, så godt jeg kunne, og så spillede han nummeret, og jeg kunne straks høre, at det var ham. Han hjalp mig i de første mange år. Han inviterede mig til bryllupper, og jeg fik lov at bo hos ham. Jeg kom dér med de store ører og båndoptager og optog til radiooptagelser. Og så lavede jeg balkantrioen. Balkantrioen var det første band i Danmark, der spillede balkanmusik. Altså balkanmusikken findes i Danmark, fordi vi tre var voldsomt interesserede i den. Man kan sige, at jeg har været med til introducere balkanmusikken i Danmark, så på den måde er jeg en veteran.

Hvad er det, der fascinerer dig så meget ved netop den bulgarske balkan-musik?

Det er den dér kombination af dyb smerte og en fandenivoldsk livsglæde. Altså det er ligesom om, at der ligger et favntag med tilværelsen dér, hvor den er allermest ensom og allermest sprællende og levende. Det er hele pakken i et glubsk favntag. I den kombination ligger en bekræftelse af, at livet er godt. Man kan mærke, at livet virkelig er hele umagen værd. Det er en måde at overleve på som kultur. Balkan har i den grad været hjemsøgt af barbarer og elendighed og frygtelige oplevelser og død. Og gennem musikken har kulturen kunne overleve.

Peter Bastian og band

Og denne musik ramte dig lige med det samme?

Den sad der lige med det samme. Jeg kunne overhovedet ikke komme mig over det. Jeg hørte det igen og igen. Og jeg besluttede mig simpelthen for, at jeg ville om på den anden side af denne her følelse. Jeg stod på modtagersiden af følelsen, og jeg ville om på den anden side og blive afsender. Jeg ville lære at spille det. Og så er der et eller andet med, at når du kan spille en følelse, så er du kommet over på den anden side af den følelse. Det er en form for virkelig effektiv psykoterapi.

Hvad gør du for at få nye input og inspiration til din musik?

Jeg er dybt fascineret af metieren. Som kunstner har man et dybt personligt drive for noget, som man gerne vil udtrykke, og så bliver du voldsomt optaget af, hvordan du gør det. Du bliver voldsomt optaget af metieren. Og derigennem forvandler du dit dybt subjektive projekt til et alment projekt, som andre mennesker kan nyde godt af. Din egen flagrende følelsesfulde personlighed bliver på en eller anden måde strammet ind i en teknik. Det mister du den ikke af, tværtimod, det bliver den mere præcis af. Men på den måde slipper du af med det meget personlige og kan ramme det almene. Det er den danske filosof, der hedder Løgstrup, som jeg har den formulering fra. Den er meget præcis, synes jeg.

Er det også dét, Nikola Jankov kan; ramme det alment menneskelige?

Jankov er bulgarsk folkemusik, han er så autentisk, som noget kan være. Men han er glad for at kunne give bandet videre til mig. Nu har jeg været hans elev i 42 år, og nu er jeg efterhånden ved at lære det. Og han er pensionist, siger han selv. Han sidder ikke med klarinetten i hånden hver dag. Han er en dygtig bonde. Nogle gange er det fantastisk, når han spiller, og det er altid dybt rørende. Han spiller to soloer i aften; en i første og en i sidste sæt. Han er ikke længere interesseret i at ekspandere som musiker, han er gået på pension.

Men jeg er stadigvæk interesseret i at ekspandere i musikken. Jeg har øvet mig så meget, at min klarinet er mere hvidglødende, end den nogensinde har været. Jeg har lige fået en ny klarinet. Jeg har ellers altid spillet på nogle gamle horn, men denne her er ny. Det er en Schreiber. Den er begyndt at leve nu, og den gør, hvad jeg vil. Det er virkelig tilfredsstillende. Det er den oprindelige klarinet. Den har nogle andre greb end bøge-klarinetten. Og den kan spille meget kraftigere.

 Jankov spiller solo på Global

Er der nogen upcoming balkanmusikere eller klarinettister, man kan holde øje med, hvis man er interesseret i denne genre?

Jeg kender faktisk ikke rigtig til dem. Det er ikke fordi, de ikke findes, men det er fordi, at jeg som balkanmusiker går dybere og dybere ind i den helt særlige genre, der hedder Thrakiska. Det er en genre fra Thrakien, som er et område i Bulgarien og også en del af Tyrkiet. De har et særligt forhold til tragedien; en særlig måde at udtrykke det tragiske og alvoren i musikken. Det er så æggestokkene svinger. Der er en dyb autenticitet i tragedien, og samtidig er det fuldstændig usentimentalt. Den er ikke pakket ind i noget ekstra. Musikken viser stolthed i tragedien og det rensende i tragedien. Man kommer lutret ud i den anden ende.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *