Baobab Festival i Malmø

I weekenden 6.-8. juni er der world music festival i den skånske hovedstad

Baobab_595_320

Hinsidan, på den svenske side af Øresund, mere præcist i Malmø, står den kommende weekend i verdensmusikkens tegn, når Baobab Festival blænder op for tre dage spækket med dans og musik. På Almonde erkender vi blankt, at omtale af festivalen nærmer sig den 11. time, men for de af jer, som skal tilbringe en fredag, lørdag eller søndag i den skånske hovedstad, vil det være en god ide at slå et smut forbi Folkets Park, hvor den farverige festival løber af stablen. Ikke mindst hvis man savner et mindre basbuldrende alternativ til Distortion på den rød/hvide side af sundet.

Baobab Festival er en forholdsvis lille worldfestival sammenlignet med de ”tunge drenge” på festivalmarkedet, både af omfang og målt på de relativt få prominente hovednavne på plakaten. Når det er sagt, er der flere spændende navne i dette års musikprogram, som det er værd at tilbringe en trevlig stund sammen med.

Afrikansk dominans

Blandt de absolut største navne på festivalen finder vi Ahmed Fofana, som får musikalsk med- og modspil af Issa Bagayogo & Ngoni Band. Der er tale om musik fra Mali af den bedre årgang, især Issa Bagayogo er lidt af et scoop med sin electronica-påvirket ngoni-musik. Ahmed Fofana feat. Bagayogo & Ngoni Band spiller om fredagen kl. 20.

Vi dvæler lidt ved Afrika, for næste navn, vi vil omtale, er sangeren og trommeslageren Deodato Siquir, oprindeligt fra Mozambique, men bosiddende i Sverige gennem mange år. Deodato Siquers tværkulturelle baggrund, med ét ben i Europa/Skandinavien og ét i Afrika, brænder igennem i hans musik, som er påvirket af nordisk jazzmusik og afro-pop, ligesom han synger på den afrikanske dialekt ronga samt portugisisk og engelsk. Deodato Siquir spiller om lørdagen kl. 16.

Nord for Mozambique, i den Demokratiske Republik Congo, stammer José Peerelanga fra, som i lighed med Deodato Siquir har skiftet sin afrikanske adresse ud med en svensk. Den erfarne musiker har blandt andet slået sine foldere i det indflydelsesrige congolesiske soukous-orkester Zaiko Langa Langa, som har bragt ham på turnéer i både Afrika og Europa. Nu er Peerelanga så sprunget ud som solo-artist med et musikalsk udtryk, som trækker veksler på congolesisk rumba, jazz, flamenco, reggaeton og nordisk folkemusik. José Peerelanga spiller om lørdagen kl. 18.

I det hele taget er Afrika rigt repræsenteret på Baobab Festival, hvad der nok skyldes, at alt overskuddet fra festivalen er øremærket forskellige humanitære projekter i netop Afrika, blandt andet det vestafrikanske land Guinea. Her finder man en skole, hvis overlevelse beror på de midler, festivalen tjener ind på billetindtægter og salg fra de boder, som er stillet op på festivalområdet. En forretningsmodel som uafladeligt ville ende i betalingsstandsning, hvis det da ikke var fordi, at musikerne optræder uden honorar, og festivalens medarbejdere er frivillige.

Formålet med festivalen er kort og godt “at organisere en multikulturel festival og give al profitten til humanitære projekter i områder af samfundet, som er dårligst stillede. Hvert år inviteres alle samfundets ildsjæle til at tage del i denne årlige sammenkomst. Med kunst, musik, workshops, børneaktiviteter, poesi og andre kreative initiativer fra forskellige egne af verden skaber vi i fællesskab noget, som er mere end blot en festival.” Citatet (oversat) er fra festivalens egen hjemmeside.

Baobab_Festival_2

Svensk reggae-fascination

Musikprogrammet byder dog også på mere og andet end toner fra Afrika. Der er en del svenske navne på tapetet, og at dømme på musikken kan må nemt ende med det facit, at ny svensk musik må lide af en art reggae-feber. Eller ska-feber, for den sags skyld. For reggae/ska er i særdeleshed den genre, som de svenske navne på festivalen har forlibt sig mest i. Ofte tilsat svensk visetradition og med tekster på sangbart svensk.

Et af disse orkestre har taget konsekvensen af deres reggae-fascination og døbt sig Reggaeonen, hvor musikken er jamaicansk og vokalen svensk. Et andet band, Ursprunget, går en omvej til reggae-land ved at sende en hilsen til The Clash, hvad der kommer til udtryk i gruppens forsanger, som lyder som en svensk nevø til Joe Strummer. Orkestret Apolonia rækker ud over reggae-territoriet ved også at trække på balkan-rytmer, latinamerikansk musik og cabaret og er nok det mest spændende og egensindige bekendtskab på festivalen, når vi taler svenske navne. Apolonia spiller om søndagen kl. 20.

Endelig er der det ni-mand-store orkester Trypical Cumbia, som har base i København, men som tæller medlemmer fra Colombia, Chile, Ecuador, Spanien, Italien, Portugal, England og Danmark. Stilen er feststemt cumbia og latin. På bandets hjemmeside beskriver de sig selv med følgende ord: ”Trypical Cumbia is the expression of the “mestisaje”, the travelling of people, mixing of cultures. Expect a very little polished groove that collects whatever has been found in the travel from the deep Amazon forest, up to the Andean mountains, down to the Caribbean coast and crossing the Atlantic ocean ’til the streets of Europe.” Trypical Cumbia spiller om lørdagen kl. 20.

Praktisk information

Billetten til Baobab Festival køber man ved indgangen til Folkets Park. Prisen for billetten vælger du selv, så man betaler med andre ord et beløb, som ens pengepung og hjerte finder rimeligt.

Bliv klogere på Baobab Festival ved at se denne film:

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *