Brasiliansk bas-energi

Interview med Zuzuka Poderosa i forbindelse med hendes besøg i København

Autosave-File vom d-lab2/3 der AgfaPhoto GmbH

Den Brooklyn-baserede sangerinde og rapper Zuzuka Poderosa står bag en sprængfarlig musikalsk cocktail, hvor den brasilianske baile funk møder globale inspirationer fra genrer som dancehall og bhangra. Zuzuka er født og opvokset i Brasilien, men har i de sidste ti år boet i New York, og musikken reflekterer i høj grad hendes kosmopolitiske livsstil. Selv kalder hun sine sange for “interracial music babies”, og de hårdslående beats skaber hun i samarbejde med producere fra rundt om i verden. I forbindelse med Distortion Festival på Nørrebro kunne man i onsdags for første gang opleve hendes heftige liveshow i Danmark, både på Sankt Hans Torv om eftermiddagen og ud på natten på spillestedet Global. I den forbindelse mødte Almonde hende til en snak om forholdet til den brasilianske baile funk og den noget ukonventionelle start på karrieren som sangerinde.

Udgangspunktet for din musik er den brasilianske baile funk, hvordan holder du forbindelsen til musikken når du bor i New York? Tager du ofte tilbage til Brasilien?

Ja, jeg tager ofte tilbage. Jeg tror det er nødvendigt for mig og ikke kun på grund af baile funken. Jeg prøver jo ikke rigtigt at lave baile funk. Jeg laver noget der har oprindelse i den stil blandet med inspirationer fra forskellige typer basmusik. Det er den grundlæggende ide som jeg gerne vil give videre til folk. Jeg arbejder med og blander forskellige stilarter fra rundt om i verden. Jeg vil ikke kalde min musik baile funk, men det var selvfølgelig dér det hele startede. Og ja, det er vigtigt for mig at tage tilbage til Brasilien. Det er ikke altid nemt at bo i New York og tage tilbage til rødderne er virkelig vigtigt for mig. Jeg finder det virkelig inspirerende at komme tilbage til Brasilien og blot opleve livet dér og hvor varme folk er. På musikscenen sker der også hele tiden en masse nye ting. F.eks. når vi snakker baile funk, er den nye stil rasterinha, hvor producere blander inspirationer fra baile funk, moombahton og bahia-musik fra det nordlige Brasilien. For mig er det vigtigt at holde forbindelsen til hvad der sker, det er nok min vigtigste inspiration.

Baile funken var i begyndelsen en musik tæt knyttet til Rio de Janeiros favalaer, men er sidenhen nået ud til det internationale publikum gennem stjerner som Diplo og M.I.A. Har det også givet musikken en anden status i Brasilien?

Baile funken har i Brasilien altid været forbundet til de fattige kvarterer og baile funk festerne dér. Men tidligere var det mere et Rio-fænomen. Nogle folk har altid haft musikken som et tabu på grund af teksterne og referencerne til vold m.m. De forbandt det altid til noget negativt, men det var det ikke. Man udtrykker jo de ting man kender til, ens eget liv. Baile funk rapperne kendte ikke noget til bossanova, og de rapper ikke om hvor smuk himlen er, de fortæller om deres egne daglige kampe. Tidligere var musikken forbundet til Rios favalaer, men nu har den bredt sig til forskellige dele i resten af landet. Sao Paulo har en stor baile funk-scene i dag. Selv de unge i overklassekvartererne lytter nu til baile funk. Det er blevet en stor trend, det er blevet mainstream.

Så det er lidt ligesom hiphop i USA der også startede i ghettoen og senere blev mainstream?

Netop. Tidligere var der også en opdeling mellem hiphop- og baile funk-artisterne i Brasilien, de kunne ikke lide hinanden, men nu er det begyndt at ændre sig. Jeg er netop blevet inviteret til at medvirke i det førende brasilianske hiphop-tv-show. Produceren mener at jeg vil være et godt link mellem de to scener.

Startede du med at rappe mens du boede i Brasilien?

Zuzuka2Nej, jeg hverken rappede eller sang. Min søster sagde jeg ikke kunne synge, så det troede jeg på. Det var aldrig planlagt at jeg skulle synge, jeg har baggrund som DJ. I New York startede jeg som drum ’n’ bass DJ, men begyndte efterhånden at blande brasiliansk musik og andre genrer ind i mine sæt. Til en brasiliansk fest jeg arrangerede mødte jeg nogle fyre der havde startet en baile funk-klubaften i New York. Jeg var slet ikke klar over at baile funken var nået til USA, men det var lige omkring det tidspunkt at musikken gennem Diplo begyndte at få opmærksomhed internationalt. De inviterede mig med i deres studie og fik mig overtalt til at synge på et nummer de havde lavet. Jeg var ikke helt sikker på det selv, men det gik virkelig godt. Nummeret blev et hit på klubberne og jeg kunne mærke at vi var en del af noget nyt.

Du udgav EP’en Carioca Bass sidste år, er der noget nyt materiale på vej?

Jeg arbejder på et album med den brasilianske producer Nego Moçambique. Det er mit hovedfokus for tiden. Carioca Bass EP’en (lavet i samarbejde med produceren Kush Arora) var meget domineret af tung bas, mens Negos musik har et mere brasiliansk swing over sig. Der er nogle fantastiske trommearrangementer på, det er han virkelig god til, noget electro, meget groovy og dansevenligt. Men vi holder os stadig inden for min stil, det er ikke noget helt nyt. Ideen er at kombinere vore forskellige baggrunde og skabe noget herudfra.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *