Alverdens musik i ord

Introduktion til verdensmusik-bladet Songlines, der runder et skarpt hjørne

Songlines_forside_595_320

Indbydende ser det ud, som det ligger på kaffebordet med et lækkert Photoshop-redigeret coverbillede af Toumani & Sidiki Diabaté, far og søn, som netop har indspillet en plade med kora-musik sammen. Begge smilende og lykkelige over resultatet af deres fællesfamiliære anstrengelser; sådan ser det i hvert fald ud. Om de så også er lykkelige over, at de er udvalgt til at være galionsfigurer på forsiden af et verdensmusikkens mest hæderkronede magasiner, Songlines, ja, faktisk er det udgave nummer hundrede af bladet, kan man kun fantasere om. Én ting er dog sikkert: Songlines’ chefredaktør og grundlægger, Simon Broughton, må i disse dage producere ekstra mange endorfiner i hjernen af lykke over at magasinet, trods en lidt svær fødsel, bliver sendt på gaden med titlen ”100th Issue Celebration”.

Umiddelbart ligner Songlines andre glitrede magasiner, der koket kæmper om potentielle købere på kioskernes udstillingshylder; nydeligt layout i magasinformat og artikler, der ikke tager mere end 10-20 minutter at læse. Generelt er musikmagasiner skåret over den samme læst med to-tre relativt lange featureartikler, fem-otte mellemlange artikler, en del korte nyheder og en slutsektion med pladeanmeldelser. I den henseende adskiller Songlines sig ikke mærkbart fra andre musikmagasiner som Mojo og Uncut.

Til forskel fra de to nævnte magasiner er Songlines Songlines_100th_issuededikeret til formidling og udbredelse af verdensmusik i den absolut bredeste betydning af ordet. Jubilæumsnummeret illustrerer dette til fulde ved således at byde på et interview med det fløjtespillende ikon i Jethro Tull, Ian Anderson, samt en længere baggrundsartikel – hovedhistorien i nummeret – om Toumani & Sidiki Diabaté. Bladrer man længere frem kan man læse en mellemlang artikel om det skæve stryger-ensemble Kronos Quartet, hvor der blandt andet er et interview med gruppens grundlægger, David Harrington. Songlines er med andre ord ikke for verdensmusikpurister eller som magasinet egen selvkarakteristik lyder:

”…Songlines is the magazine that looks at the world through its music. Covering music from traditional and popular to contemporary and fusion, Songlines features artists from all around the globe: from Afghanistan to Zimbabwe; from Miriam Makeba to Mariza; from Gilberto Gil to Gogol Bordello and from Bjork to Buena Vista Social Club. Discover the traditional instruments of the world: the sitar, the kora, the talking drum and beyond.”

Simon Broughton

Simon Broughton

Historien om Songlines tager sin begyndelse tilbage i 1999. BBC-dokumentarist og redaktør på Rough Guide to World Music, Simon Broughton, får ideen til bladet på baggrund af en stigende efterspørgsel på musik uden for den engelske/amerikanske kultursfære. En interesse som filminstruktøren Wim Wender konsoliderede med Buena Vista Social Club. Om motivationen for at starte Songlines hedder det i det nye jubilæumsnummer: ”With eclectic sounds from all over the planet marching into the mainstream of Western popular culture as never before, 1999 was an opportune moment to launch a magazine dedicated to world music.”

I bladets spæde år udkom det nærmest som et appendiks til Gramophone, det velansete tidsskrift om klassisk musik, men Songlines havde til trods herfor sin egen identitet. I 2002 vælger Songlines at opsige samarbejdet med Gramophone og forlaget bag, Haymarket, og bliver endelig et selvstændigt magasin. Meget har ændret sig siden bladets fødsel, både format og layout har udviklet sig gennem årene, ligesom det er gået fra at udkomme fire gange om året i dets første levetid til det dobbelte i dag. Ja, selvtilliden fejler tilsyneladende ikke noget i Songlines’ redaktionslokale, for i 2008 blev Songlines Music Travel lanceret, bladets helt eget rejsebureau, der arrangerer festival-rejser til forskellige destinationer rundtomkring på kloden. Og som noget helt nyt har magasinet startet Songlines CD Shop, en webbutik, hvor det på sigt er meningen, at man kan købe meget af den musik, som bliver anmeldt i bladet.

I teorien kan Songlines læses af alle, der har den mindste interesse for verdensmusik – og har et ordforråd på engelsk et godt stykke over grundskoleniveau. Og så længe den enkelte læser køber præmissen om, at verdensmusik praktisk talt er alt, som har en berøringsflade med en folkemusikalsk arv, om så arven kommer fra Mali, Indonesien, Chile, Norge eller USA.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *