Les Ambassadeurs på Roskilde

Koncert med vestafrikanske legender manglede format

LesAmbassadeurs_595_320

Koncerten med Les Ambassadeurs på dette års Roskilde Festival har været imødeset med en nærmest forelsket mavefornemmelse blandt godtfolk med smag for vestafrikansk musik af den gamle skole. Det malinesiske orkester har ikke givet lyd fra sig i en halv menneskealder, og koncerten på Roskilde er tæt på at være den første i en række, som gruppen spiller, efter at medlemmer fra den originale besætning og et hold nye ansigter har rigget ørkenskibet til igen.

Al virakken omkring gendannelsen skyldes, at den genfødte gruppe er lidt af et allstars-hold med Salif Keita, Amadou Bagayogo (Amadou & Miriam) og Cheick Tidiane Seck (jf. billedet ovenfor), som det altoverskyggende triumvirat.

Historien om Les Ambassadeurs begynder tilbage i 60’erne, men de fleste forbinder nok gruppen fra det tidspunkt, 1973, Keita træder ind i orkestret, hvor han udgjorde et stærkt makkerpar med guitaristen Kante Manfila, som døde i 2011. Med en blanding af blandt andet funk, latin, soul og vestafrikanske stilarter fandt bandet sin egen sound, og det er den sound, gruppen drysser ud over publikum på Arena lørdag aften i et halvt menneskefyldt telt.

Indrømmet, deres udsendte er hverken særligt velbevandret i Les Ambassadeurs’ eller Keitas ouevre, så sætlisten til koncerten må du rekvirere et andet sted. Nå, men den 12 mand store samt altovervejende smokingklædte bandbesætning – entrerer scenen uden stort ståhej. Musikerne søger hen til deres instrumenter, og første nummer cykles i gang. Musikerne virker afslappede, måske for afslappede, de lider ingenlunde af crowd-lefleri, men alright, sand kunst skal ikke behage, den skal udfordre – men selv det kniber det med undervejs.

Les_ambassadeurs_595_320

Der er intet at udsætte på musikernes klæder

Pulserende funkrytmer præger musikken fra første færd. Det er gedigent afro-pop, trakteret af nogle af de ypperste inden for denne agtværdige kunstart. Anden sang i sættet, Keita-påhittet Je’taime, er en ren lækkerbisken med et medrivende guitar-groove udført af Amadou Bagayogo, krydret med to dejlige, kvindelige korstemmer og Keita raspende vokal som galionsfigurer i lydbilledet.

Salif Keita er ikke ligefrem indbegrebet af showmanship, selvom manden – det kan man ikke tage fra ham – udstråler en egen underspillet karisma (ikke et ord om albinisme her!). Ikke sjældent står han med ryggen eller siden vendt imod publikum. Med andre ord er der er ikke nævneværdigt meget publikumskontakt, og Keita virker snarere som én der holder hof for sine gamle bandvenner end én, der for alvor vil sit publikum. Tankevækkende er det, da bandets eneste koraspiller bevæger sig frem på scenen og giver en frydefuld solo-opvisning flankeret af Keita – her var der noget på spil, kunne man mærke, et forsøg på at række hånden ud til publikum.

Det står klart for én, at Les Ambassadeurs er et overvintret fænomen fra 70’erne, når de giver den for fuld disko-skrue på et par af numrene. Med halvåben hithat på offbeatet og stortromme på 1/4-takterne er det svært at pleje sit image som professionel dødbidder, og mange blandt publikum slipper da også dansegækken løs. Det er her orkestret skyder papegøjen, om ikke lige præcist dér, hvor hjertet dunker allermest. 70’erne ligger også og ulmer i horisonten under et reggae-agtigt nummer – fremragende igen, men kontakten til publikum er det så som så med.

Les Ambassadeurs har ikke helt børstet askestøvet af vingerne efter de mange års scenefravær. Den fremskredne alder for hovedparten af gruppens medlemmer, estimatet lyder på 65 og fremefter, lægger selvsagt et naturligt låg på adrenalinet. Eller også er det kun et spørgsmål om flere koncerter, før den gamle form indfinder sig igen.

Les Ambassadeurs spillede på Arena lørdag kl. 18.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *