Rap på alverdens vers

Engang var hiphop noget, der kom fra USA og skulle lyde amerikansk for at være ægte. I dag findes kulturen i lokale varianter i alle lande. Niels Fez Pedersen fortæller historien om, hvordan rap blev et verdensomspændende fænomen.

World_Rap_595_320

MC Einar er måske ikke det oplagte navn at bringe ind i mikset i et netmagasin, der beskæftiger sig med global musik, men den danske rapgruppe er et tidligt eksempel på den evolution, som rap og hiphop har gennemlevet de seneste tre årtier. Dengang MC Einar rappede om provokation, onani, hash og irriterende viceværter, var hiphop-kulturen i ekstrem grad bundet til sine amerikanske rødder. Rappere, graffitimalere, dj’s og breakdancere havde i 1980’erne blikket stift rettet mod New York og fulgte hvert et vink fra genrens galionsfigurer i et forsøg på at være så ægte som muligt.

Man var kun en real hiphopper, hvis man adopterede ikke bare tøjstilen og musikken, men også tog ordene fra pladerne til sig. På amerikansk, naturligvis. Alt andet var wack, som man sagde på nydansk.

Billedet var det samme i Stockholm, London, Paris, Berlin, Tokyo og Toronto. Hiphop var en amerikansk livsstil, man trak over hovedet som en guldkæde eller en Troop-jakke, og tanken om, at den kunne udvikles og få et nyt og anderledes lokalt udtryk, var meget langt væk.

 

Atomet spaltes

Det er her, at MC Einar kommer ind i lydbilledet. Nikolaj Peyk, der skrev gruppens tekster, har engang forklaret mig, at rap måtte oversættes til dansk for at kunne vokse ud af hiphoppens subkultur. Desuden var det begyndt at føles tosset at rappe på amerikansk, når man boede i København og havde en hverdag langt fra The Bronx. Men det var svært at finde melodien.

MC Einar

”Vi prøvede, om det kunne lade sig gøre at spalte atomet. DJ Jan cuttede et breakbeat, og så rappede vi alle sammen på skift. Det lød ad helvede til, og så havde vi bevist, at det ikke kunne lade sig gøre at rappe på dansk”.

Det var først, da Einar Enemark fik tjansen som rapper med en staccato og meget dansk tone, at det fungerede, og Nikolaj Peyks hjemmelavede ordspil fik en helt ny betydning. Det var, som om amerikansk rap knopskød en nordisk fætter. På den ene side mindede musikken om de rapplader, man kendte med Run DMC eller Beastie Boys, men samtidig var en helt ny genre født.

 

En lokal variant – nogle vil kalde det en mutation – for dansk rap byggede på dna fra USA, men havde tydeligvis rødder andre steder også; i dansk litteratur, i rock, hos Halfdan Rasmussen, på gaderne omkring Strøget i København og i de øvelokaler og ungdomsklubber, som lagde vægge til lokaliseringen. Dansk rap kunne kun være opstået i Danmark.

Hiphop er et fællesskab

I dag er det helt naturligt for os, at hiphop forandrer udtryk rundt om i verden. Sådan er det bare. Væk er chokket over første gang at høre rap på fransk og falde for sprogets naturlige, jazzede klang. Eller de spansksprogede plader fra Californien, og det ekstatiske møde med Positive Black Soul fra Senegal, som vendte alle forudindtagede opfattelser af urban musik på hovedet.

Der eksisterer et overnationalt bånd, som holder genren sammen, men det lokale spiller en central og meget stærk rolle. Rap er både et globalt sprog og en lokal bevægelse, og fra Lagos til Havana via Cairo til Oslo er det mere reglen end undtagelsen, at man i dag rapper på sit eget sprog.

Eric B & RakimEric B & Rakim, et par af genrens ældre statsmænd, slog allerede i 1987 fast, at hiphop netop er et fællesskab, som handler mere om attitude end om et bestemt postnummer.

It ain’t where you’re from/It’s where you’re at”, lød det i ”I Know You Got Soul”, og denne åbenhed er ikke blevet mindre relevant i takt med, at verden er digitaliseret og fragmenteret.

Hiphop overlever ved at være fleksibel. Det er i bund og grund en kollagekultur, hvor man stykker beats, ord, tegninger, dansetrin sammen til et sømlyst miks, og i det patchwork er der selvfølgelig plads til at lege med ordene og plukke musikalske idéer i sin egen baghave.

En af mine favoritrappere hedder Timbuktu. Han er fra Malmö og rapper på skånsk.

 

Rap cubano

Flashback til Roskilde Festival 2001. Jeg sidder bag Ballroom Scenen sammen med fire havannesere. De udgør gruppen Orishas, der ikke alene rapper på spansk, men er blandt de første til at bygge deres beats og sange med klodser lånt fra són, merengue og andre salsa-krydderier.

”Vi forsøger at have et 100 pct. cubansk udtryk Det var egentlig ikke vores mål at skabe en fusion af hiphop og traditionel cubansk musik. Men det fungerede godt, da vi prøvede”, forklarer Roldán González Rivero, der den dag var klædt i ”hiphop-tøj” – posede bukser og masser af guld i ørene og om halsen.

Orishas

Han fortæller, at rap er i vækst på Cuba. Han kalder det ”de unges udtryk”, som er populært og undergrund på samme tid. Præcis som man har oplevet det andre steder i verden, hvor man har taget kulturen og musikken til sig.

”Der er en anden ting, vi må være opmærksomme på. Vores tekster skal igennem censuren, før vi kan fremføre dem offentligt”.

Censuren og muligheden for at nå et større publikum har siden sendt Orishas væk fra Cuba, og gruppens medlemmer bor i dag i bl.a. Paris og Milano. Men de holder fast i at blande cubanske traditioner med rap. Hvis man vil høre Orishas’ mest åbenlyse eksempel på sammensmeltningen af det nye og det gamle, kan man spole tilbage til debutalbummet ”A Lo Cubano” (1999) og finde sangen ”537 Cuba”.

Her leger de med melodien fra ”Chan Chan”, som mange kender i versionen med Buena Vista Social Club, men de supplerer den historiske ballade med tørre beats og rap om rødder, bevidsthed og rap cubano.

Jeg spurgte Roldán, hvilken fællesmængde hiphop og cubansk musik har, og hans svar var klart: Det handler om gadekultur og folkelighed.

 

Rap som politisk våben

Man finder samme type svar hos Calle 13, Orishas’ kollegaer fra Puerto Rico, der har gjort det til en livsfilosofi at ophæve genre- og landegrænser. Duoen har for længst flyttet sig videre fra den reggaeton, som var med til at bringe dem ud af San Juan, og Calle 13 fremstår på 2014-albummet ”Multi_Viral” som et spraglet, multikulturelt og temmelig aggressivt band.

”Musikere har et ansvar, når de laver musik”, siger rapperen Residente (René Pérez Joglar) til New York Times. ”Nogle lyttere bliver sure over det, men jeg vil hellere tale klart og tydeligt om ting, der optager mig, end være en af den slags kunstnere, der aldrig siger noget og derfor har mange fans. Jeg vil ikke være usynlig. Der er alt for mange usynlige musikere”.

Der er ingen tvivl om, at det er hiphop-kulturens væsen og en rappers naturlige stolthed, der her stikker snuden frem. Rap er det perfekte medie for Calle 13 at spytte holdninger i.

 

I den nye sang ”El Aguante” handler det om diktatorer. I ”Multi_Viral” om overvågning og nettet med medvirken af Wikileaks-stifteren Julian Assange – optaget af Residente på Ecuadors ambassade i London, hvor cyberaktivisten/hackeren har barrikaderet sig. Julian Assange har en linje i sangen, der lyder:

From Cairo to Quito a new world is forming/The power of people armed with the truth”.

Han tænker selvfølgelig på nettet, sociale medier og de nye muligheder, der ”bevæbner” folk, og skaber mulighed for gennemsigtighed (og overvågning), men han kunne lige så godt have sagt det samme om rap.

N.W.A. på arabisk

Der har i nyere tid været flere eksempler på, at rap har spillet en vigtig rolle i folkelige opstande, ikke mindst i Nordafrika. Der var El General i Tunesien. Hans ”Raïs Lebled” var slagsang for Jasminrevolutionen i 2011 med et usædvanligt hårdt angreb på den daværende præsident Zine El Abidine Ben Ali.

Kære præsident/I mit eget og i alle lidendes navn/Det er 2011, og der er stadig mennesker, som dør af sult/De vil have arbejde for at overleve, men deres stemmer høres ikke!/Gå ud i gaderne og se, hvordan mennesker er blevet som dyr/Se på politiet med knebler. Dask! Dask! Dask!/De er ligeglade!/Der er stadig ingen, der siger ordet ‘stop’ til dem”.

Det var direkte tale og i klar konflikt med censuren i Tunesien, men El Generals rap blev spredt digitalt og var med til at fyre op under masserne. Nummeret nedstammer musikalsk fra gangsta-rap, og når omstændighederne og den sociale tilstand er skærpet, er der pludselig ikke langt fra N.W.A.’s Compton til El Generals Tunis. Fra ”Fuck The Police” til ”Raïs Lebled”.

 

Bølgen med arabisk revolutionsrap er siden fortsat i Egypten, Syrien, Libyen og i Palæstina. Det sker sjovt nok samtidig med, at amerikansk rap – urformen! – er stort set uden politisk indhold. Det er årtier siden, at Chuck D fra Public Enemy kunne tale om rap som ”det sorte CNN”. Men uden for USA holder mange rappere fat i genren som kritisk platform.

Patrick_Neate

Den engelske journalist Patrick Neate rejser i bogen ”Where You’re At – Notes from the Frontline of a Hiphop Planet” (2003) i hælene på den rappede globalisering. Han oplever, hvordan en musikgenre og livsstil, der tog udgangspunkt i en afroamerikansk hverdag, i dag fungerer som katalysator for bevægelser rundt om i verden.

”Hiphop er nu en globaliseret kultur, det bliver brugt lokalt til at udtrykke protest, og jeg er overbevist om, at kan være med til at ændre verden”, skriver Patrick Neate ligefrem. Og så peger han på endnu et interessant dilemma:

”Hvis man drager ind i et slumkvarter et sted i verden, finder man unge mennesker, der virkelig hader USA og Vesten. Men de samme unge vælger at udtrykke deres vrede gennem amerikansk slang, og deres helte er rappere”.

Nye afrobeats

De rappende eller raplyttende masser handler altså lokalt, tænker globalt, og verden er rykket tættere på os alle sammen. Hvor MC Einars Nikolaj Peyk for 30 år siden skulle være heldig for at høre en bid amerikansk rap i dansk radio, kan en knægt i Lagos finde al verdens musik med få klik på mobilen. Det samme gælder en pige i London, og der er ingen regler, der siger, at hun kun lytter til det seneste britiske boyband. Hun kan være lige så opdateret på de nyeste Naija-beats.

Netop Naija-beats, også kendt som afrobeats, er et eksempel på, hvordan rap og r’n’b hele tiden udvikler sig og flyder i den globale andedam. Afrobeats er tidens pop i Nigeria, dog ingen umiddelbar forbindelse til afrobeat, landets traditionelle funky stil, som ikke mindst Fela Kuti dyrkede.

Den nye lyd er digital, minder om jamaicansk dancehall, men ruller på en afrobund. Vokalerne bliver rappet og sunget som på moderne amerikanske r’n’b’-hits. Sounden har spredt sig fra Lagos til resten af kontinentet, og i London, der af kolonihistoriske årsager har tætte bånd til Nigeria, er afrobeats gledet naturligt ind i musikflowet på klubber og piratradio.

I 2012 nåede ”Oliver Twist” med den nigerianske stjerne D’Banj niendepladsen på den britiske hitliste. Sangen blev også nummer 1 i Rumænien, hvilket siger endnu mere om en musikverden uden grænser. Teksterne er absolut upolitiske, det er mere raps gennemtestede evne som festindpisker og indsmigrende sovekammer-ven, der dukker frem i afrobeats. De musikalske ledestjerner er amerikanere som Akon og Black Eyed Peas.

 

I samme autotunede univers arbejder Ice Prince, endnu en nigerianer med ambitioner. Han er skamløst kommerciel, men modsat mere strømlinede afrobeats-kollegaer, trækker han på 2014-albummet ”Fire of Zamani” lokal musik ind i den nye lyd.

I ”Whiskey” rapper Ice Prince om sin fascination af r’n’b-stjernen Beyoncé og fantaserer om drinks, berømmelse og USA. Det er klassisk rap-materiale, der så lige får et skud lokalitet, da han og produceren Chopstix kaster sprøde, highlife-guitarer og hornbreaks ind i mikset. På den måde er afrobeats og ny nigeriansk rap et patchwork, der som anden hiphop-relateret musik kan justeres i det uendelige.

Ice Prince forklarer de seneste mutationer i et interview med Mobo.com:

”Afrobeats er over hele Afrika nu. Tager man til Sydafrika, har musikken sin egen vibe. Folk er vilde med det. I Botswana er det lidt anderledes. I Sierra Leone det samme, og når man kommer til Nigeria, er der igen en anden nuance. Det er utroligt spændende”.

Det er også med til at puste nyt liv i rap og hiphop-kulturen. Selv i Danmark. Hør bare, hvad den danske dj og trommeslager Stunn Gunn (fra EagerStunn mm) får ud af at mikse 2014’s Naijabeats sammen med Ghana-hits, jamacansk dancehall og amerikansk rap:

http://www.redbullstudios.com/copenhagen/recordings/cph-mix-012-stunn-gunn

Det er global mikskultur, som ikke kunne være opstået uden lokal folklore og nationale dialekter. Næste skridt må være, at vi finder ud af, om man kan rappe på dansk til afrobeats.

Niels Fez Pedersen er musik- og kulturjournalist. Han skriver bl.a. for Politiken, Børsen, Euroman og er vært for modeprogrammet Kollektionen på Radio 24Syv. Mød ham på Twitter: @nielsfez.

Dette indlæg blev posted i Kronikken.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *