Fra hadesange til fremtidsmusik

Mange forbinder Rwanda med folkemord, men nye toner spirer frem i disse år 

Rwanda_slide

For tyve år siden flød rwandiske transistorradioer over med hadske sange komponeret af prominente lokale musikere, der var med til at antænde Rwandas folkemord. I dag leder landets unge musikindustri efter en ny musikalsk identitet. Journalist Jeppe Hedegaard fortæller historien om et land på vej væk fra sin blodige fortid.  

Af Jeppe Hedegaard

”Hvem af jer har skrevet en unik sang, som kan sælges i hele Østafrika eller endda i hele verden?” spørger han ud i klasselokalet. En ung elev med dreadlocks og cowboyjakke springer med det samme op af stolen og får lov til at give sit musikalske bud på et internationalt hit.

De første guitartoner lyder fælt som en skarp kniv, der kører hen over en tallerken, og får os til at holde hænderne for øerne, men efter at have fået hjælp til at stemme guitaren fra en klassekammerat starter han forfra på en sing-along popsang, der får de andre elever til at nynne med på et fængende omkvæd.

Så snart drengen igen har fundet sin plads, er læreren klar med et nyt spørgsmål: ”Ok, hvordan vil I så sælge ham her?”

Jeg er til undervisning i musik og markedsføring på Rwandas første officielle musikskole, som ligger tæt på grænsen til den Demokratiske Republik Congo, fire timer fra Rwandas hovedstad Kigali.

Det er kun tre uger siden, at musikskolen åbnede dørene for den første årgang af rwandiske musikelever, men allerede før de sidste instrumenter er ankommet til skolens musiklokale, har chefen for musikskolen, 14214686286_44c4d6e983_oJacques Murigande, givet eleverne svære lektier for. I løbet af deres tre-årige uddannelse vil Murigande have eleverne til at finde Rwandas nye musikalske identitet og lære at sælge den til resten af verden.

Af Murigande er jeg blevet fortalt, at det er Rwandas musikalske fremtid, der sidder ved siden af mig på skolebænkene og fylder hæfterne med lærerens guldkorn for at kunne bestå de kommende eksamener og en dag komme til at leve af at lave musik.

Alle 25 elever er headhuntede fra nationale auditions, hvor det lykkedes dem at overbevise Murigande om deres kvaliteter, men på trods af deres åbenlyse musikalske evner er de håbefulde elever oppe mod svære odds, hvis musikken en dag skal blive deres levevej. For selv hvis nogle af eleverne er i stand til at erobre en plads på den rwandiske musikscene, forklarer Muriganda, at de vil blive en del af en musikindustri, der er fyldt med huller og mangel på struktur:

”Industrien forsøger at finde en vej, som den ikke kender endnu, og på nuværende tidspunkt har industrien stadig ingen rigtig form eller struktur. Det meste af den musik, der bliver produceret i Rwanda, kan kun sælge i Rwanda, hvilket ville være okay, hvis der var rwandiske forbrugere nok,” forklarer Jacques Murigande, der levede som musiker i Canada i to årtier, før han i 2007 slog sig permanent ned i forældrenes hjemland Rwanda. Her går han ofte under kunstnernavnet Mighty Popo.

Da musikindustrien gik i dvale

En del af musikindustriens nuværende problemer skal findes i det folkemord, der for tyve år siden satte landets musikindustri i en tre måneder lang dvaletilstand. På den anden side af de myrderier, der kostede op mod en million rwandere livet, havde nogle af Rwandas dygtigste og mest populære musikere mistet livet, mens andre var jaget ud af landet, mange af dem for traumatiserede til at vende tilbage.

På en café i hovedstaden Kigali har jeg få dage forinden mødt en af de musikere, der oplevede destruktionen af landets musikindustri på tætteste hånd. Abdoul Makanyaga, musikindustriens grand old man, var dengang på toppen af sin karriere, før folkemordet slog ned i Rwanda og lagde hans og mange andres liv i ruiner.

abdoul-makanyagaMakanyaga  har sådan et ansigt, der modellerer sig efter de følelser, som samtalen fremkalder. Når han taler om dengang, han lånte en guitar af en yngre dreng og spillede sine første akkorder på gaderne i Kigali, får det aldrende ansigt et udtryk af barnlig glæde. Når han taler om to af sine drenge, der i dag lever som musikere i Sydafrika og Australien, lyser stoltheden ud af de gamle øjne. Men når samtalen vender sig mod folkemordet, ser jeg, hvordan panden bliver rynket og øjnene våde:

”Jeg prøvede altid at holde fred med alle, og budskabet i mine sange var altid, at vi skal elske hinanden. Men da jeg så, hvad de her mennesker gjorde, spurgte jeg mig selv: ”Hvor er kærligheden nu?” husker Makanyaga.

Han overlevede selv folkemordet dengang, men havde svært ved igen at vende tilbage til musikken. De fire venner, han spillede i band sammen med, var alle blevet slået ihjel, glæden ved livet forsvandt for Makanyaga, og det samme gjorde hans musikalske inspiration. Men efterhånden kom lysten til livet og musikken tilbage. Makanyaga fandt sammen med to ældre musikanter, og i dag optræder Group Makanyaga til bryllupper, fødselsdage og andre private arrangementer i hovedstaden Kigali.

En industri, der kan skabe arbejdspladser

På samme måde er landets musikindustri langsomt begyndt at rejse sig oven på de ødelæggelser, som folkemordet dengang forårsagede. Og med de store midler, som regeringen har lovet at investere i landets kreative industrier i de kommende år, tyder meget på, at Rwandas musikere i fremtiden vil stå med helt nye muligheder.

Musikskolen er kun det første af en række initiativer, der skal gøre Rwandas musikindustri til en velfungerende forretning og være med til at skabe arbejdspladser til landets musikinteresserede ungdom.

I første omgang står Rwandas musikindustri dog over for en række akutte problemer, der skal løses: musikerne mangler ordentlige lydstudier, de har brug for flere spillesteder, og så mangler de en fagforening, der kan rådgive dem om økonomiske spørgsmål. Alle de ting kan være på vej til at blive løst med regeringens nye bebudede investeringer, men mens musikindustrien venter på, at den nødvendige infrastruktur bliver bygget, har en af Rwandas unge musikere fundet sin egen vej til succes.

Dette indlæg blev posted i Kronikken og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *