Spirituelt genrekaos fra São Paulo

Interview med brasilianske Metá Metá om inspiration, hjembyen og religionen candomblé

metameta_slide

I 1928 argumenterede den brasilianske digter og polemiker Oswald de Andrade for, at den brasilianske kulturs appetit for at kannibalisere andre kulturer er dét, som gør Brasilien til en stærk nation. Bogen, ihvor Andrade lufter sine tanker, hedder kort og godt “Manifeste Antropófago”, på dansk “Kannibal-manifest”, og den var et forsøg på at formulere en unik brasiliansk selvforståelse som modvægt til den herskende postkoloniale (europæiske) kultur. Netop i mødet med det “andet”, i overført betydning æde det med hud og hår som en anden sulten kannibal, opstår det særligt brasilianske.

I brasiliansk populærmusik skinner nævnte kannibalisering tydeligt igennem i tropicália-bevægelsen i årene omkring 1970, hvor (vestlig) psykedelisk rock og The Beatles blev fortæret med samme ungdommelige vellyst som landets egne musiktraditioner, ikke mindst samba, og resultatet var en særlig brasiliansk udgave af den britisk-amerikanske hippierock.

OSWALD-DE-ANDRADE

Yngre brasilianske musikere synes at fortsætte af dette altædende spor, hvilket den eksperimenterende trio Metá Metá er et glimrende eksempel på. Man kan blot lytte til gruppens seneste album MetaL MetaL for at få syn for sagn; et vildtvoksende værk, hvor de mange genreskift fra nummer til nummer – nogle gange fra takt til takt eller i parallelle forløb – svimler for ens øre på den der ekstatisk opløftende måde. Samba, avantgarde-jazz, punk-rock, afrobeat og nej, rækken af genrer stopper ikke her, men Metá Metá, som har base i São Paulo, er først og fremmest sig selv og ikke slaver af et genrediktat.

Orkestret består af sangerinden Juçara Marçal, saxofonisten Thiago França og guitaristen Kiko Dinucci. Alle toneangivende musikere på den eksperimenterende musikscene i São Paulo. I anledning af gruppens forestående koncert på Global den 28. november lykkedes det Almonde at fange Thiago França på en Skype-forbindelse; det udartede sig til en samtale om inspiration, den kæmpemæssige hjemby og religionen candomblé.

Hvordan definerer I jeres musik?

Det gør vi ikke. Vi har ikke den bekymring, jeg tror dette behov for at definere, hvilken type musik folk spiller, hører til et marked, som vi ikke er en del af, et gammelt marked, fra før internettet, en fase, vi aldrig har været en del af. Før i tiden tog man ind i en pladebutik og fandt en plade på en hylde og havde brug for at vide, hvad det var, før man købte den. Det gjorde det nemmere at finde plader, hvis man havde kategorier som samba, rock, jazz eller noget helt fjerde.

I dag hører man om musikere, hvor pladeselskabet blandede sig meget i den kreative proces, hvilket skyldtes, at der var et bestemt marked, der skulle rammes, det var mere businessminded. Vi har ikke den forventning. Her i Brasilien har man heller ikke festivaler som for eksempel en jazz- eller en sambafestival, en MPB- eller en afrikansk musikfestival, hvilket gør, at vi ikke har brug for at definere vores musik genremæssigt for at snige os ind i genrebestemte nicher. Vores arbejde er meget frit og spontant. Alle inspirationskilder kan have deres indflydelse.

metameta_live

Kan man tale om fusionsmusik?

Jeg kan ikke lide ordet fusion, specielt på engelsk, fordi det bliver blandet med ”fusion”,som er en musikgenre, vi afskyer. Så vi vil gerne være på afstand af det ord, men musikken er en fusion af forskellige ting. Jeg, Kiko og Juçara kommer fra forskellige steder. Kiko har boet hele sit liv i Guarulhos (forstad til Sao Paulo, hvor den internationale lufthavn ligger, red.), jeg er født i Belo Horizonte ( Minas Gerais-delstaten, red.), Juçara er fra São Sebastião ( São Paolo-delstatens kyst, red.). Da vi mødtes, gik vi hver for sig igennem nogle vilde faser af vores liv. Jeg svømmede i samba, Kiko var allerede mere inde i det at komponere, Juçara var i gang med at udforske den folkelige brasilianske musik, samtidigt med, at jeg lyttede til free-jazz, Kiko lyttede til punkmusik, Juçara lyttede til Björk… Alle de ingredienser bliver smidt i en stor gryde eller en blender og bliver til en helt fjerde ting.

Nogle kvarterer i São Paulo bliver nævnt i et af jeres numre – Vila Ipojuca og Santa Cecília – men der er også en følelse af São Paulo, der er både sårbarhed og vrede…

Det er helt klart og meget tydeligt. Det nummer, du henviser til, er skrevet af Mauricio Pereira, det er på vores første album. Jeg tror ikke, at der er andre byer i Brasilien, hvor mennesker har det samme kærlighed/had-forhold til byen, som der er her i São Paulo. Det er en tung by, en grå by, for hver dag, der går, bliver der spekuleret mere og mere i ejendomme, det er ikke en menneskelig by, hvor du kender dine naboer. Det er en by, der er svær at bevæge sig rundt i. Det er en spændt, tæt og kaotisk by, men det er også vores by, vores ”hood”, vores hjem, som vi ikke vil forlade. Det er en by, hvor man kan møde alle slags mennesker. Andre byer, der måske kan sammenlignes med São Paulo, er New York, London, Paris.

Jeres musik er blevet defineret som ”spirituel musik”. Har det noget at gøre med den tilknytning, I har med candomblé (Afro-brasiliansk religion, red.)?

Måske, men det kan også være knyttet til en jazzgren fra slutningen af 1960erne, starten af 1970erne, som blev kaldt ”spiritual”. Den musik var ikke en genre som sådan, men havde en spirituel inspiration. Det handlede om det åndelige, selv om den amerikanske musik var meget langt væk fra den afrikanske matrix, rent rytmisk, eller i dens klang og instrumentering, havde det det forhold. Måske er det også et forhold til den tid. Det kan du for eksempel finde i nogle af Coltranes albummer, der har den ”spiritual jazz”-reference. På vores andet album, Metá Metá, udvikler numrene Exú og Man Feriman sig lidt på samme måde uden en defineret struktur eller form, der er sang, men der er også et langt rent instrumentalt stykke, der er soloer, meget dynamik, der sker en hel masse, fra at alle spiller samtidigt til nogle mere subtile ting.

Det forhold vi har med candomblé-religionen, har vi fra vores dagligliv. Alle tre. Jeg studerer det ikke, jeg ”arbejder” i en terreiro (candomblé-kultsted, bogstaveligt oversat en gårdsplads, red.), jeg har en funktion. Vi har vores tro, vi dyrker vores Orixá (candomblé-kultens guddomme, red.). Det er forskelligt fra at ”studere” candomblé, selvom det er en subtil forskel. Vi lever med det, det er vores religion, men det er også rent tilfældigt. Vi mødtes og begyndte at lave musik sammen uafhængigt af at have candomblé til fælles. Det er ikke et motiv eller tema for vores arbejde. På vores første plade berører vi det tema, selvom det ikke er et hovedtema. Temaet er sangen, dvs. at lave minimalistiske arrangementer for at tydeliggøre det, der bliver sagt. Men i slutningen af albummet, hvor hele gruppen er med, kommer der sange, der omhandler Orixás.

Hele den anden plade er næsten dedikeret til Orixás, men jeg vil ikke kalde det en bevidst beslutning. Sidste gang, vi var i Europa, måske fordi temaet er så eksotisk for jer, blev der fokuseret meget på det. Men vi er ikke et candomblé-band. Det er ikke vores eneste emne, vi forsøger heller ikke at være fortalere for candomblé. Vi har ingen forpligtelse, som for eksempel betyder, at næste plade SKAL KUN handle om Orixás.

—–

Interview ved Moema Terra Vieira og forord om Oswald de Andrade af Kasper Kirkegaard

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *