Timba – salsaens ukendte søster

En introduktion til genren der siden 80’erne har domineret det cubanske musikliv

timba_slide

Salsa har en søster ved navn Timba, og med den samme fader, El Son, flyder de samme rytmer i årene på de to søstre. Timba er en aggressiv og rebelsk lillesøster, der ikke altid gider opføre sig så traditionelt som storesøster Salsa, selvom hun også tit går på scenen med Salsa i armen. Timba er hurtigere, mere moderne og mere pirrende end sin søster. Hun elsker at forføre andre stilarter med sin tendens til at synkopere, for så at parre sig frækt og hedt i en baggård i Havana og gang på gang sætte musikalske gadekryds i verden.

Timba blev født engang i firserne, da det cubanske mønsterbryderband Los Van Van tilsatte funk elementer, et par timbales og en ny trommeslager ved navn José Luis “Changuito”, til charangaen, den folkeyndede cubanske dansemusik der siden 1940’erne har spillet overalt på Cuba. Los Van Vans nyligt afdøde orkesterleder Juan Formell døbte den dengang nye og helt unikke lyd “Songo”. Snart opdagede andre musikere de nye toners potentiale, og det afro-cubanske jazzband Irakere tog blandt andre Formells songo-lyd til sig, hvilket kom til at bane vejen for gennembruddet af den rytmiske timbamusik halvandet årti senere. Den suveræne mester i tværfløjte José Luis Cortés, som både havde været en vigtig del af Los Van Van og Irakere, dannede i slutningen af firserne det første rigtige timbaband NG La Banda sammen med salsavokalist Isaac Delgado.

Det var dog først midt i halvfemserne, med hvad der er blevet kaldt Timba’s anden bølge, at cubanerne for alvor fik øjnene og danseskoene op for bandets dansevenlige timbatoner, der dirigerede halvfemsernes musik i en ny retning med hits som “Échale limón”,  “La Bruja” og “La Cucaracha”. Senere hoppede Los Van Van med på timbabølgen, og Juan Formell og hans orkester blev med udgivelsen af den grammy-vindende plade Llego… Van Van i 2000 udråbt som alle tiders timbaguder og hits som “Temba, Tumba, Timba” er sidenhen blevet klassikere.

Halvfemserne blev, med hvad Fidel Castro kaldte “Den specielle periode”, overlevelsens årti på Cuba. Det kom også til udtryk i musikken, da cubanerne retter fokus mod musik og dans i modgangstider, hvor der hverken er tilgang til mad, strøm, rent vand eller medicin, og lader de gennemgående claves slå de rytmer, der er den livsgivende kilde for det cubanske folk. Nye musikgrene skød op, og pludselig kunne man høre timba i utallige forskellige afskygninger i de cubanske bybilleder. I Havanas mørklagte gader blev hybrider skabt genrer imellem, og man lagde i disse år fundamentet for den sammensmeltning af stilarter vi ser i nullerne.

Charanga habanera2Et af de mest populære timbaorkestre i cubansk historie, Charanga Habanera, blev dannet i midt-halvfemserne og har lige siden dengang rocket de cubanske scener og gadefester med hits som “Lola Lola”, “El Cucurucho” og megahittet “Gozando en la Habana” med reggeaton-sangeren El Chakal. Med teksten: “Fortæl mig, hvordan det er gået med dig? Har du fundet lykken? Fortæl mig, hvordan du har det. Jeg har det rigtig godt her, hva’ med dig derovre?” er “Gozando en la Habana” en nærmest propagandistisk “så kan du lære ikke at være landsforræder”-sang, der skulle få hele den cubanske diaspora til at fortryde, at de nogensinde havde forladt øen. Det er ikke desto mindre svært, at lade være med at synge med og vugge hofterne til Charanga Habaneras timba, og selvom en mangfoldig række prominente timbakunstnere som f.eks. Manolito y su Trabuco i lige så høj grad fortjener opmærksomhed, forbliver Charanga Habanera et af de mest elskede timbabands på Cuba såvel som i Miami og andre steder med store grupperinger af eksilcubanere.

I sluthalvfemserne og starten af nullerne udvikler den puertoricanske reggeaton sig i en særlig retning, da cubanske reggeatoneros begynder at blande cubanske danserytmer ind i det ellers lidt enstonige beat. På trods af at de forskellige reggeatoneros har formået at generere hver deres særegne lyd, er de efterhånden alle sammen blevet smidt ind under paraplybetegnelsen “Cubaton”. Selv her i Norden kender vi cubatongruppen Gente de Zona, der siden 2013 har fundet vej til de store scener rundt om i verden med sangen “Bailando”. Gente de Zona har i lige så stor udstrækning som de fleste andre cubatongrupper omfavnet timbaen op igennem nullerne og har i højere og højere grad ladet de to stærke komponenter gå sammen i en livsalig symbiose.

Timba-cubatonsymbiosen ledte for 5 år siden til dannelsen af gruppen Los 4 (Salvajes), der storhitter i gaderne i Havana og på Miamis diskoteker med numre som “Con que”, “Ahora Como Te Mantienes” og ikke mindst “Te vas”. Los 4 var den første cubatongruppe som tog et orkester med på scenen istedet for DJs, hvilket har revolutioneret reggeaton og ledt genren ind i en helt ny æra. Timba har således født endnu et rytmisk gadekryds, og det bliver nok ikke det sidste.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *