Ung lyd fra ørkenen

Interview med Songhoy Blues i forbindelse med deres koncert i København 

songhoy_slide

Der var fuldt hus, da Songhoy Blues fra Mali lagde vejen forbi København den 6. december. Jeg havde fornøjelsen af at møde dem backstage, inden de gik på scenen og fyldte spillestedet Global med fængende afrikanske melodier, sprøde guitarsoloer og vilde afrikanske dance moves. Det er utroligt at tænke på, at de fire karismatiske og storsmilende unge mænd vi oplever på scenen for bare to år siden levede i konfliktfyldte Nordmali, hvor enhver form for sekulær musik under streng sharia-lovgivning var forbudt!

Musikken har altid spillet en vigtig rolle i den malinesiske kultur, og i et interview med BBC Africa fortæller forsanger Aliou Touré om chokket ved at blive forbudt at spille musik: “Det er som at blive forbudt at se kvinden du elsker. Musik for os er som en kvinde vi elsker”. Drengene var vant til at mødes og spille musik sammen med deres venner i Timbuktu, men da fundamentalistiske islamister indtog byen i 2012 blev det gjort strafbart. Straffen for at spille og/eller lytte til musik lød på piskeslag, fængsel eller i værste fald en afhugget hånd. Sammen med flere tusinde andre flyttede drengene derfor sydpå og slog sig ned i Malis hovedstad Bamako.

songhoy_liveDa jeg spørger ind til, hvorvidt gruppens sange er inspireret af deres oplevelser i Timbuktu, og om der er et tema der går igen, svarer Aliou at der ikke som sådan er en filosofi, der reflekterer deres musik. Han karakteriserer ganske enkelt musikken som “Made in Songhoy”, og siger at gruppens inspiration kommer fra deres hjem. Fra ørkenen.

“Vi synger om det der er omkring os. Om det der findes i vores nærmiljø. Hvis det er varmt, så siger vi det er varmt. Hvis det er koldt, så siger vi det er koldt. Hvis der sker noget særligt, så fortæller vi om det. Det er vores miljø, der definerer os. Vi kan ikke hele tiden synge om fx kærlighed, særligt ikke når der er krise derhjemme. Vi skal derimod tale om det essentielle. Det essentielle er fred. Det essentielle er uddannelse.”

Selvom det kan synes noget kunstigt, beder jeg gruppen forsøge at definere deres musik. Aliou fortæller – med en vis irritation i stemmen – at de ofte bliver spurgt ind til hvilke ligheder der er mellem Songhoy Blues og andre desert blues-navne som fx Ali Farka Touré og Tinariwen. Han fortæller, at der naturligvis er ligheder, da de har sproget og identiteten tilfælles og uddyber:

“Musikken reflekterer menneskets identitet og et folks kulturelle identitet. Jeg vil sige, at man kan definere vores musik som malinesisk musik, fordi vores musik besidder Malis blod, nærmere betegnet Nordmalis blod. Fordi vores musik afgiver varmen; ørkenen og solen.”

Gruppen skiller sig dog ud på det punkt, at de i modsætning til mange andre desert blues- kunstnere har et trommesæt med i bandet. Dette, siger Aliou, skyldes at det er vigtigt for dem at sætte et ungt præg på deres musik. Det unge aspekt i musikken har stor betydning for gruppen. Navnet “Songhoy Blues” kommer af, at guitarist Garba Touré, bassist Oumar Touré og forsanger Aliou Touré – Touré er et meget almindeligt efternavn i det nordlige Mali – hører til Songhoy-folket, en af de største etniske grupper i Nordmali. De tre venner startede bandet i Bamako, efter de havde optrådt til en vens bryllup og fandt ud af, at de spillede godt sammen. Da de senere havde hvervet den unge trommeslager Nathanael Dembélé på det lokale musikkonservatorium, begyndte de at spille deres lækre blues toner på diverse klubber i Bamako og blev hurtigt et populært navn i byen.

I oktober 2013 fik gruppen en enestående mulighed, da Damon Albarn med sit entourage af vestlige musikere og producere rejste til Mali med projektet Africa Express, hvis mål er at finde nye talenter i Afrika og skabe musik på tværs af sprog og kultur. Songhoy Blues gik til audition og fik en plads på albummet Africa Express presents: Maison Des Jeunes med nummeret “Soubour”. Siden da har Songhoy Blues karierre taget fart. De har turneret tværs igennem England med de øvrige medvirkende fra Africa Express, spillet på flere festivaler i Europa og endda været et smut i Indien. Trommeslager Nathanel tilføjer medsonghoy_live2 stolthed i stemmen, at de har spillet i den store koncertsal Royal Albert Hall i London. I forhold til fremtiden lyder det enstemmigt fra drengene, at de drømmer om at vinde en Grammy, hvortil Nathanael forklarer:

“For os er det det ultimative trofæ for at vise, at Malis kultur også har værdi og bliver anerkendt. Den er i forvejen kendt takket være kunstnere som Ali Farka Touré og Salif Keita, som allerede har hjembragt priser. Nu er det vores tur til at kæmpe og yde vores bidrag til kulturen derhjemme.”

Undertegnede er ikke i tvivl om, at disse fire drenge med deres beundringsværdig gåpåmod og smittende energi kan nå lige så langt som de vil. Efter koncerten på Global har de i hvert tilfælde fået opbygget sig en mindre fanskare her i det kolde nord. Da drengene var færdige med sidste nummer – godt møre efter lange rejsedage og en koncert i Frankrig aftenen før – blev der klappet, hujet og stampet i gulvet. Publikum ville have et ekstranummer. “Al Hassidi Terei” blev spillet én gang til, og selvom gruppen synger på et sprog, der kommer langvejs fra, var vi flere der sang med efter bedste evne!

Billeder: Mette Kylsø

D. 23. februar 2015 udgiver Transgressive Records gruppens debutalbum “Music in Exile”, co-produceret af Nick Zinner fra The Yeah Yeah Yeahs og Marc-Antoine Moreau. 

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *