Alverdens Festivaler – Marokko

En introduktion til den årlige gnaoua-festival i den billedskønne by Essaouira

essaouira_slide

– Hvad hedder festivalen?

Essaouira Gnaoua and World Music Festival

– Hvor i verden?

I kystbyen Essaouira i det vestlige Marokko. Essaouira ligger 190 km nord for Agadir og har omkring 60.000 indbyggere.

– Hvornår afholdes den?

Festivalen afholdes over fire dage i enten maj eller juni. I 2015 hedder datoerne 14-17. maj

– Hvad kendetegner festivalen?

Festivalen blev startet i 1998 med det formål at sætte fokus på gnaoua-folkets musik og blandede afrikanske rødder. Gnaoua’erne, der er et af de 12 mystiske sufibroderskaber i Marokko, nedstammer fra vestafrikanske slaver og deres musik er en fusion af elementer fra det subsahariske og det nordlige Afrika. Festivalen præsenterer hvert år et udvalg af de bedste marokkanske gnaoua-musikere, hvis udmærkelse inden for tradition kan kendes på titlen “Maalem” (“mester”) foran deres navne. Musikken kendetegnes af de hypnotiske bluesagtige temaer fra den trestrengede guimbri, den rytmiske “klik-klakken” fra de store jernkastagnetter og call-response vokalerne mellem mesteren og hans kor – det hele oftest akkompagneret af akrobatiske dansere. Derudover kan man på festivalen opleve fusioner mellem de traditionelle gnaoua-rytmer og stilarter som rock og jazz såvel som et udvalg af internationale topnavne, størstedelen fra det øvrige Afrika. Festivalen startede i det små, men i dag besøger omkring en halv million mennesker Essouira henover de fire musikdage, og musikken spiller på fem forskellige scener rundt om i byen.

– Udvalgte navne der tidligere har gæstet festivalen:

Mâalem Mustapha Baqbou

Nneka

Bassekou Kouyate & Ngoni Ba

Maâlem Saïd Oughassal

– Hvordan kommer man dertil?

Fra Danmark er det nemmeste at flyve til enten Agadir eller Marrakech. Herfra kan man tage en bus videre til Essouira, hvilket tager lidt under tre timer fra Marrakech og omkring tre en halv time fra Agadir.

– Hvor kan man overnatte?

Essaouira har et bredt udvalg af hoteller, gæstehuse og hostels i alle prisklasser. Tager man festivalens popularitet i betragtning, kan det dog anbefales at booke i god tid. Derudover tilbyder mange lokale privat indkvartering, og man vil normalt blive mødt med tilbud, når man ankommer til byens busstation.

essaouira_festival

– Hvad koster billetten?

Der er gratis adgang til koncerterne på festivalens to hovedscener – scenen på den imponerende Moulay Hassan plads og scenen på stranden. Festivalens tre resterende scener er dedikeret til mere intime koncerter, og her må man normalt betale entre.

– Mad og drikke / Hvad koster det at leve?

Som havneby er Essaouiras kulinariske specialitet meget nærliggende friskfanget fisk og skaldyr, som man blandt andet kan nyde i de mange restauranter omkring havnen. For et måltid på en gennemsnitlig restaurant kan man forvente at betale 40-50 kr. Ønsker man alkohol til maden kan det fås på flere af de større restauranter i byen, ligesom der i turistområderne ligger barer, som serverer øl og vin.

– Når nu man alligevel er der, kunne det måske være interessant at:

Essaouiras medina – den gamle fortificerede bydel – er på UNESCOs verdensarvsliste, og det er en oplevelse i sig selv at gå rundt i de stemningsfulde gader og stræder. Besøg nogle af de mange små forretninger, der sælger traditionelt håndværk, og de livlige souks (markeder). For lidt afveksling til bylivet kan man slappe af på stranden ved Essaouira, der strækker sig over ti kilometer langs kysten. Det ofte vindrige vejr har samtidig gjort Essaouira til en eftertragtet destination for surfere.

Se mere: www.festival-gnaoua.net

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , , , , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *