Siba – på traditionernes hav

En snak med den brasilianske sanger om inspiration, maracatú-traditionen og hjembyen Recife

Siba_slideA

Som han står dér på scenen uden den mindste antydning af rockattitude, ligner den brasilianske sanger og guitarist Siba ikke ligefrem et glødende musikalsk projektil affyret fra det sydamerikanske kontinent. Scenen er spillestedet Global i København, og Siba inviterer et (overvejende) dansk publikum inden for i sit småkrøllede univers denne lune septemberaften, hvor en stjerne tindrer over Global i grønne, gule og blå farver som i det brasilianske flag.

Koncerten gav et forbilledligt bud på, hvor fabulerende og nytænkende ny brasiliansk musik kan være, langt fra bossa novaens kuvøse loungestemning og tættere på vestlig alternativ rockmusik, men med indlagt tuba – ja, tuba! – som erstatning for bassen.

Men det er ikke svært at overgive sig til Siba, så længe man tør lægge sit lod på den vægtskål af musik, hvor de ædleste metaller er formmæssigt vovemod, brasiliansk forkærlighed for genrepotpourri og noget så ”banalt” som den gode melodi. Og hvis man ellers kan goutere mandens vokale bedrifter, hvor autenticiteten vejer tungere end perfektionen.

Kort før koncerten satte Almonde Siba stævne til et interview om hans mange inspirationskilder: opvæksten på landet og tæt på havet, som løber som en understrøm af melankoli i hans værk; de lokalbundne musikgenrer maracatú og mangue beat, der tager sit udspring i hjembyen Recife samt inspirationen fra den afrikanske musik. Men vi begynder, hvor det hele startede: Havet.

Jeg har lagt mærke til, at mange af dine tekster omhandler havet. Er det en form for afsavn?

“Jeg er vokset op ved stranden i en forstad til Olinda (ved kystbyen Recife i den nordøstlige delstat Pernambuco, red.), så der har været meget strand, indtil jeg var 15-16 år. Men jeg har også levet hele mit liv på landet med den ”ikke urbane” side. Jeg tror ikke, jeg er specielt fikseret på havet. Men man kan ikke nægte, at det tema er der.”

Siba_slideG

Jeg synes, jeg kan spore en melankoli, måske er det subjektivt?

“Det er der jo, men ikke i den grad, at jeg vil sige, det er centralt for mig. Hvis jeg skulle forklare det, så vil jeg sige, at det er fordi, jeg er vokset op ved stranden, der er mange havbilleder, det er måske et billede, jeg har nemt ved at skabe. Men jeg vil ikke sige, jeg har et specielt ønske om at repræsentere havet som noget centralt i det, jeg laver.”

Uanset om havet er et centralt tema i Sibas sangskrivning eller ej, rokker det ikke ved det faktum, at flere af sangtitlerne på brasilianerens seneste album fra 2013, Avante, giver associationer til vand/hav, heriblandt Brisa (Brise), Cantando ciranda na beira do mar (Synger en cirando på stranden) og Canoa furada (Lækkende kano). I en hjemmelavet dansk oversættelse hedder det på tragikomisk vis i første vers af sidstnævnte sang:

Jeg tog ud for at fiske i min kano/Jeg døsede hen uden anelse/Floden greb mig og jeg så det ikke/Kastet ud på det store hav/Og den gamle kano var ladt tilbage med meget vand at hælde ombord/Og jeg lærte aldrig at svømme/Kan det være sandt at vandet er vådt?/Den lækkende kano er næsten ved at synke.

Maracatú – lyden af Pernambuco

Som så meget anden musik fra Brasilien er Sibas musik påvirket af dels de lokale musiktraditioner og dels strømninger fra udlandet, ikke mindst amerikansk og britisk indierock, hvad der gør både musikken original og på en og samme tid fremmed og familiær fra et vestligt lyttepunkt. For Sibas vedkommende er det hjemstavnens folkemusik, mere præcist maracatú fra delstaten Pernambuco, som er fikspunktet, men altid i et tæt parløb med den vestlige rockmusik. Men hvad er maracatú? Siba forklarer:

Siba_slide

“Maracatú er en slags traditionel gadefest, som har eksisteret i årtier, måske er den endda over hundrede år gammel. Det er en fest, der foregår på gaden over en hel nat og som har sin helt egen musik, som folk danser til, men også en poesi med rim og improvisation. Det er en æstetik for sig selv, der inkluderer musikken, dansen og poesien på en måde, så de bliver svære at adskille fra hinanden. Det er en meget levende udtryksform, en meget specifik tradition, fra et meget specifikt sted i Pernambuco (i egnen omkring Recife, red.). Selv i dag er den meget levende. Det er et meget betydningsfuldt grundlag for mit arbejde, for min udvikling som kunstner.”

Siba fortæller endvidere, at en hjørnesten ved maracatú er udfordringen. Det er maracatú-digterens opgave at tage denne udfordring op, at turde kaste sig ud på dybt vand, nu vi er ved det maritime. Siba uddyber:

“Hvis man skulle forklare det til en, der aldrig har set det eller hørt om det, så er det måske nemmere at forestille sig en freestyle, ligesom i rap, men med en meget stor formel stringens. Der er en række regler for rimene, for metrik, der er forskellige modaliteter omkring det, hvordan man opbygger en diskurs. Der findes en masse rimformer, der er fastsatte på forhånd.”

Netop rapmusikkens diktion kan man sammenligne med Sibas sang, dog er det langt fra altid tilfældet, da Siba ligeså meget synger som rapper, og i så fald er det en temmelig atypisk rap, hvis målestokken er amerikansk hiphop.

Siba_slide

Hvordan bringer du det (maracatú) ind i din musik?

“Maracatú er den vigtigste skole fra mit udgangspunkt. Så selvom det ikke er indlysende, er den i alt det, jeg laver. Det handler jo ikke kun om én slags musik eller én måde at skabe tekster på. Der er også en hel videnskab om at skabe kunst, som er i alt i mit arbejde, som jeg forsøger at bruge, så meget jeg kan, nu jeg har været så heldig at have adgang til den (maracatú, red.).

Når man tager det ud af sin specifikke kontekst, bliver det til et aspekt af musikken og måden at opbygge vers på. Jeg tager det med i min musik på forskellige niveauer, afhængigt af hvad der passer bedst på tidspunktet. Jeg tager det også med til koncerterne, hvor det er oplagt at bruge Maracatú-redskaberne.”

Inspirationen fra mangue beat og Afrika

Du har også et forhold til mangue beat?

“Ja, det er fordi, det er min generation. Jeg var der dengang (1990’erne, red.). Mestre Ambrósio var mit første band, så jeg har været en del af den periode i Recife.”

Siba_slide

Hvad er så mangue beat?

“Jeg vil sige, at mangue beat var en periode i starten af 1990’erne i Recife, hvor min generation formulerede en reaktion over for en meget stor stilstand i byens kultur. Det er en by med en meget rig lokalkultur, den traditionelle folkekultur. En meget stor diversitet, en meget levende og intens kultur, men samtidigt med det producerede byen i sig selv intet nyt i snart en hel generation. Så var det, vi formulerede en reaktion, som folk begyndte at kalde mangue-bevægelsen, selvom det ikke rigtig var en organiseret bevægelse eller et klart og sammenhængende budskab.

Det var en meget fragmenteret bevægelse, som havde det tilfælles, at man ønskede at generobre vores selvværd. Vi var følelsesmæssigt meget forbundet med den kraftfulde by (Recife, red.). Denne generobring gik via formuleringen af elementerne i den lokale musik og lave noget nyt med den. Men metoderne var meget forskellige, derfor er det svært at tale om et klart æstetisk budskab.”

Du har også en afrikansk indflydelse – hvordan kommer den til udtryk?

“Jeg har en meget stor interesse for den moderne afrikanske musik fra 1950 og frem. Især musikken fra Congo, selvom jeg også interesserer mig for musikken fra Senegal og andre steder.

Men mere end en bestemt type musik fra Afrika, så er det især den proces, hvorigennem den traditionelle musik bliver tilegnet og omdannet til en urban musik, som ikke længere er stammemusik. Det har altid været meget inspirerende, fordi jeg syntes, at man kunne bruge en lignende logik i Recife, og det er, hvad vi gjorde i 1990’erne. At tage den musik, der allerede var der og allerede var en del af vores følelsesmæssige dannelse af vores forhold til stedet, og konfrontere den med det globale input, som vi også havde, der kom fra USA og Europa. Især fra England.

På en måde kan man sige, at det var en efterligning af den afrikanske urbaniseringsproces, hvor de ikke kun tog den lokale reference, men også kolonimagtens reference, den franske eller andre, tog endda den cubanske musik til sig, som var en musik, der kom udefra i 1940erne og 1950erne.”

Det er tydeligt, at Sibas referenceramme har en stor spændvidde, om det så er som solist eller i andre sammenhænge som dynamo i bands som Siba e a Fuloresta eller Mestre Ambrósio. Selvom Siba har været aktiv musiker siden 90’ernes begyndelse, er kreativiteten stadig usvækket; det vidner seneste udspil, Avante, til fulde om. Siba må godt snart besøge DK igen.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *