Stærk maloya fra øen Réunion

Interview med gruppen Lindigo der spiller i København på lørdag

lindigo_slide1

Lindigo er et af de største maloya-navne på den smukke, franske ø Réunion i det Indiske Ocean. Musikken har afrikanske rødder, da det oprindeligt var øens slaver fra Mozambique og Madagascar, der brugte de karakteristiske taktfaste råb og pulserende trommerytmer som et tranceskabende middel i åndelige ritualer. Herfra udviklede maloyaen sig til et symbol på øens kreolkultur – på folkets identitet, og øens mindrebemidlede begyndte at bruge musikken til at skabe fokus på sociale problemer i samfundet gennem politiske tekster om bl.a. fattigdom og ulighed. Af denne grund blev maloyaen en vigtig komponent i Réunions kommunistpartis kamp for større autonomi fra Frankrig, hvorfor de franske magthavere gjorde det ulovligt at spille maloya helt frem til 1981. Siden da har denne reunionske folkemusik oplevet en opblomstring på den tropiske vulkanø, og i dag er maloya fuldt ud anerkendt som en del af Réunions kreolkultur og fik tilmed plads på UNESCOs liste over kulturel verdensarv i 2009.

Med deres motto ”Når du ved, hvor du kommer fra, ved du, hvor du er på vej hen” er Lindigos mission at fejre en maloya, der er fri og fremsynet med udgangspunkt i – og med stor respekt for – sin arv. Gruppens karismatiske forsanger Olivier Araste startede Lindigo som 17-årig gammel tilbage i 1999. Han var født ind i musikken, da hans bedsteforældre spillede til øens servis kabaré, som er animistiske ceremonier, hvor der med mad, musik og dans skabes kontakt til forfædrenes sjæle. Lindigo opbyggede hurtigt et godt ry på Réunion, hvor de optrådte til forskellige fester og ceremonier og udgav i 2004 deres første plade Misaotra Mama. I dag, fire album senere, har Lindigo etableret sig som en af Réunions mest populære grupper. Deres lyd er en lækker blanding af up-tempo dansemusik og mere dybsindige melodier, og med en smittende energi og farverig dans er deres livekoncerter en særlig oplevelse. I forbindelse med deres kommende koncert på spillestedet Global Copenhagen fik Almonde chancen for at stille gruppens Olivier Araste et par spørgsmål over mail om maloyaens væsen og gruppens inspiration.

Lindigo_slide

Fortæl mig lidt om livet som kunstner på Réunion. Hvilken betydning har det at være vokset op på en lille og meget multikulturel ø?

At være musiker på Réunion er først og fremmest en passion, en måde at anskue livet på. Det er et held at være født her og leve med andre kulturer, det giver en åndelig frihed. Det giver respekt for andre.

Maloya-sange er ofte politiske; om slaveri, fattigdom osv. Hvad er hovedtemaerne i jeres sange og hvordan fortolker I maloya-musikken i en nutidig kontekst?

Jeg fortæller om mit og mine forfædres liv, om alt det der omgiver mig i hverdagen, mine traditioner, mine følelser, mine krav, mine rejser osv. Jeg gør ligesom med madopskrifter: jeg bevarer de vigtigste dele og tilføjer krydderier og nye smage.

Hvordan har Lindigos stil udviklet sig fra Misaotra Mama (gruppens debutalbum fra 2004, red.) til Milé Sèk Milé (gruppens seneste album fra 2014, red.)? Har I fundet inspiration i udlandet?

Misaotra Mama var udgangspunktet med maloya roots, inspireret af vores livserfaring. Rejserne inspirerer mig også meget, lande som Brasilien, Japan, Sydafrika, Madagascar, USA og Tyskland, hvor vi har kunnet forme os – især når der opstår møder, som med Fixi (fransk harmonikaspiller, red.), som jeg mødte i Réunion, Guillaume Perret (fransk saxofonist, red.), Skip & Die (sydafrikansk/hollandsk elektronisk gruppe, red.), La Yegros (argentinsk sanger/sangskriver) og Winston Mac Anuff (jamaicansk reggaekunstner).

Maloya var forbudt i det offentlige rum fra 1960’erne til 1981, kan du fortælle mig lidt om dette forbud og dets betydning for nutidens maloya?

Maloyaen var forbudt på flere måder, mange af instrumenterne blev beslaglagt og derefter brændt og destrueret. Folk kom i fængsel, fordi de havde spillet maloya. Jeg er født efter forbuddet, og jeg har derfor ikke kendt til det. Vi er en del af denne nye generation, der ønsker at vide mere, og vi har dermed nærmet os de gamle for at opnå viden i forhold til fabrikationen af instrumenterne – i deres kamp.

Flere ikoniske skikkelser som Lo Rwa Kaf, Gramoun Lele, Simon Lagarrigue, Serge Sinamalé, Firmin Viry (kendte réunionske maloya-kunstnere, red.) og mange andre har formået at forevige denne musik. I dag er det vigtigt at tage denne viden endnu længere, til de fremtidige generationer.

Dette indlæg blev posted i Features og tagged , .

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *